It-direktør: Sikkerheden kan falde mellem to stole
Mindre virksomheder risikerer at lade alvorlige advarsler ligge, fordi de regner med, at leverandøren tager sig af sikkerheden, advarer direktør.
På Safe IT-Solutions’ kontor, hvor virksomheder rådgives om cybersikkerhed og databeskyttelse.
PR Foto
Sent onsdag eftermiddag udgik en advarsel fra Styrelsen for Samfundssikkerhed om to alvorlige sikkerhedshuller i PHP, teknologien bag mange hjemmesider og webshops.
Hullerne kan give uvedkommende mulighed for at køre skadelig kode på serveren, og det har givet travlhed hos Safe IT Solutions i Vordingborg, hvor flere kunder har måttet undvære deres hjemmesider, efter at it-huset har valgt at lukke dem midlertidigt.
– Vi skabte overblik over hjemmesiderne, vurderede risikoen og valgte som en forebyggende foranstaltning at lukke de hjemmesider, vi vurderede som højrisiko, midlertidigt, fortæller Matias Aabye, direktør i Safe IT-Solutions.
It-huset har ikke umiddelbart konstateret, at kunder er blevet ramt af angreb. Nedlukningerne skulle beskytte dem, mens hostingpartneren Curanet arbejdede med sikkerhedsopdateringerne.
Ifølge Matias Aabye kan advarsler som den, Styrelsen for Samfundssikkerhed i går udsendte, ofte ende med at skabe forvirring. For ofte ved virksomhedsejere ikke, hvilken teknologi deres hjemmeside bygger på, eller hvem der skal sørge for opdateringerne.
Dermed kan der opstå det problem, at ingen får taget ansvaret.
– Vi oplever også, at virksomheder kan have en forventning om, at deres hjemmesideleverandør eller hostingudbyder automatisk tager sig af alt. Men der kan være flere leverandører involveret, og ansvaret for vedligeholdelse er ikke altid tydeligt aftalt. Så risikerer opgaven at falde mellem to stole.
Matias Aabye mener ikke, at virksomhedsejeren behøver at forstå PHP, men at han eller hun som et første skridt kontakter den udbyder, der driver hjemmesiden, og får bekræftet, om den er berørt, og om hullerne er lukket.