Tre millioner kommercielle overnatninger og 800 nye arbejdspladser.
Det er målet for turismen på Lolland-Falster frem mod 2030. Men hvis de ekstra gæster også skal blive til flere virksomheder, mere omsætning og flere job, kræver det arbejdskraft.
Og den er ikke nødvendigvis let at finde.
- Det er en generel tendens i erhvervslivet, at det kan være en udfordring at finde kvalificeret arbejdskraft, og den tendens gælder også turismen på Lolland-Falster, siger destinationschef Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster.
Udfordringen kommer samtidig med, at hotel- og restaurationsbranchen vokser på landsplan. Branchen beskæftiger nu godt 141.000 lønmodtagere, hvilket er det højeste antal nogensinde, men væksten har samtidig skærpet jagten på medarbejdere. Det viser tal fra Dansk Erhverv.
Organisationen fremhæver derudover, at 23 procent af virksomhederne inden for overnatning og restauration angiver, at mangel på arbejdskraft begrænser deres produktion. I juli gjaldt det 26 procent.
- Som det er i dag, så kræver det alt for mange ressourcer for virksomhederne at finde nye medarbejdere, siger branchedirektør Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.
På Lolland-Falster er billedet ikke ens fra virksomhed til virksomhed. Nogle oplever ifølge Lindy Kjøller ingen større problemer, mens andre skal arbejde langt hårdere for at få vagtplaner og bemanding til at gå op.
- Konkurrencen om arbejdskraften er tilmed stor og derfor skal den enkelte virksomhed også gøre sig attraktiv for både at tiltrække arbejdskraften og fastholde de medarbejdere, som turismen har brug for, siger han.
Det gør spørgsmålet om medarbejdere centralt i en branche, der allerede fylder tungt i den lokale økonomi. Turismen omsætter for omkring 3,9 milliarder kroner om året på Lolland-Falster og står for mere end 3.600 arbejdspladser.