Da den europæiske ladeaktør Milence for nyligt købte en ubebygget grund på Rigavej 12 i Nørre Alslev af Guldborgsund Kommune, fremgik det ikke af tinglysningen, hvad arealet skulle bruges til.
Det gør det nu.
- Anvendelsen af grunden er til etablering af servicefaciliteter til vejgodstrafikken, konkret el-ladestandere, oplyser Christian Smith, erhvervs- og udviklingschef i Guldborgsund Kommune.
Dialogen med Milence, der er etableret af Daimler Truck, TRATON Group og Volvo Group, har ifølge kommunen været i gang siden slutningen af 2024, og kommunen har i forbindelse med salget modtaget en skitsetegning af projektet.
Milence vil dog endnu ikke oplyse nærmere om projektet i Nørre Alslev, men skriver til FemernBusiness, at det undersøger flere placeringer i Danmark, og at der blandt andet skal sikres nettilslutning og nødvendige byggetilladelser, før de enkelte projekter kan gå videre.
Projektet i Nørre Alslev har allerede krævet ændringer i de kommunale planer. Ifølge Christian Smith var købet blandt andet betinget af en ny lokalplan, fordi den tidligere plan ikke gav mulighed for den ønskede anvendelse på den del af Business Park Falster, Milence har købt.
Grunden ligger ved afkørsel 43 med direkte adgang til E47/E55.
- Servicefaciliteter til den tunge trafik er selvfølgelig vigtige på de store transportkorridorer, og med en placering tæt på E47/E55 giver det god mening at placere en el-ladefacilitet for at understøtte en grøn omstilling af godstransporten, siger Christian Smith.
Milence åbnede tidligere i år sin første danske ladepark ved Padborg tæt på den tyske grænse.