FOR ABONNENTER

Ministerium mørklægger centrale Femern-papirer

Transportministeriet har udleveret 538 sider om Femern Bælt-forbindelsen, men store dele er streget ud. Begrundelsen er, at oplysningerne kan bruges imod Femern A/S i voldgiftssager med hovedentreprenøren.

Offentliggjort

Offentligheden får kun i meget begrænset omfang indblik i, hvad Transportministeriet, transportministeren og den politiske forligskreds bliver orienteret om i sagen om Femern Bælt-forbindelsen. Det fremgår af en aktindsigtsafgørelse fra Transportministeriet, hvor FemernBusiness har søgt indsigt i det materiale, der bruges til at følge Danmarkshistoriens største anlægsprojekt politisk og administrativt. Anmodningen omfatter blandt andet kvartalsrapporter til ministeriet, notater til transportministeren og skriftlige orienteringer til den politiske forligskreds bag projektet.

På papiret har ministeriet udleveret 538 sider. I praksis er indsigten langt mere begrænset. På 486 sider er der synlige overstregninger. På 202 sider er mindst halvdelen af siden dækket, og på 110 sider fylder overstregningerne mindst to tredjedele af siden. Dermed er store dele af statens eget orienteringsgrundlag om Femern Bælt-forbindelsen ikke tilgængelige for offentligheden, selv om materialet handler om et byggeri, der både økonomisk, politisk og infrastrukturelt hører til blandt de mest betydningsfulde i Danmark.

Mulig voldgift

En af de mange overstregninger i dokumenterne.

Begrundelsen er konflikten mellem Femern A/S og hovedentreprenøren Femern Link Contractors, FLC. Transportministeriet vurderer, at de undtagne oplysninger kan bruges imod statens tunnelselskab i eventuelle voldgiftssager med entreprenøren. Dermed får striden mellem bygherre og entreprenør betydning for mere end selve byggeriet. Den får også betydning for, hvor meget offentligheden kan få at vide om projektets økonomi, tidsplan og risici, mens arbejdet stadig er i gang.

Femern A/S er bygherre på den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland. Selskabet er ejet af Sund & Bælt, som er ejet af den danske stat, mens FLC er hovedentreprenør på tunnelbyggeriet. Tunnelen bygges som en sænketunnel, hvor de 89 tunnelelementer støbes på fabrikken i Rødbyhavn, sejles ud i Femern Bælt og sænkes ned i en rende på havbunden. Når elementerne er placeret, kan arbejdet med vej, jernbane, installationer og test fortsætte frem mod en færdig forbindelse.

Krav på 14,5 mia. kr

Det er netop overgangen fra fabrikken i Rødbyhavn til arbejdet til søs, der er blevet et af konfliktens centrale punkter. FLC har rejst et krav på 1,95 milliarder euro mod Femern A/S, svarende til omkring 14,5 milliarder kroner. Kravet knytter sig blandt andet til arbejdet til søs og entreprenørens adgang til tunnelrenden, som er afgørende for byggeriet, fordi det er her, de færdigstøbte tunnelelementer skal placeres. FemernBusiness har tidligere beskrevet, at FLC har afvist at godkende renden i den form, den er overdraget i, mens Femern A/S har fastholdt, at problemerne kan håndteres.

Det er med den konflikt som baggrund, at Transportministeriet har streget store dele af materialet ud. Ministeriet gør det i en situation, hvor hovedentreprenøren allerede har rejst et krav på 14,5 milliarder kroner, og hvor parterne er dybt uenige om forhold, der er centrale for den kommende nedsænkning af tunnelelementerne. I afgørelsen peger ministeriet på, at materialet indeholder oplysninger om Femern Bælt-forbindelsens økonomi, de aktuelle udfordringer med tidsplanen og mulige voldgiftssager mellem Femern A/S og FLC. De oplysninger kan efter ministeriets vurdering undtages af hensyn til det offentliges økonomiske interesser.

Den vurdering læner sig blandt andet op ad Sund & Bælt, der ejer Femern A/S. Ifølge afgørelsen har Sund & Bælt gjort Transportministeriet opmærksom på, at forhold mellem Femern A/S og FLC, som ikke kan afklares mindeligt, efter projektafslutning vil kunne tages til voldgift. Samtidig står det endnu ikke klart, hvilke områder en sådan voldgift kan omfatte. Derfor vurderer Sund & Bælt, at oplysninger om blandt andet økonomi, tid, ansvar, risici og myndighedsforhold kan skade Femern A/S, hvis de bliver udleveret.

Ville tilbageholde alt

Sund & Bælt har undervejs ønsket en vidtgående beskyttelse af materialet. Først ønskede selskabet, at alt materiale blev undtaget. Senere oplyste selskabet, at der ikke bør udleveres oplysninger eller dokumenter i forbindelse med de verserende forhandlinger mellem FLC og Femern A/S. Begrundelsen er, at forhandlingerne efter Sund & Bælts vurdering er særdeles kritiske og har betydning for projektet som helhed. Selskabet har også henvist til behovet for arbejdsro og kontrol med, hvad der tilgår offentligheden og dermed potentielt modparten.

Den linje rækker langt. Sund & Bælt vurderer, at selv oplysninger, der under normale omstændigheder ikke ville være kritiske, i den aktuelle situation kan skade Femern A/S ved udlevering. Det er den vurdering, der i praksis har ført til de omfattende overstregninger i det materiale, FemernBusiness har fået udleveret. Transportministeriet følger i hovedtræk vurderingen og skriver, at FLC kan bruge oplysninger om reserver, risikovurderinger og vurderinger af konkrete tvister imod Femern A/S. Det kan ifølge ministeriet stille Femern A/S dårligere i forhandlingerne med FLC i den resterende del af byggeperioden.

Svarer ikke

FemernBusiness har på den baggrund spurgt Ministeriet for By-, Land- og Transport, om afgørelsen betyder, at offentligheden afskæres fra centrale oplysninger om Femern Bælt-forbindelsen, indtil projektet er afsluttet, og eventuelle voldgiftssager mellem Femern A/S og FLC er afgjort. Det svarer ministeriet ikke på. I stedet henviser ministeriet til offentlighedslovens bestemmelse om hensynet til det offentliges økonomiske interesser.

“Oplysninger, som vil kunne få indflydelse på verserende voldgiftssager eller sager, som anlægsmyndigheden konkret overvejer at anlægge, kan undtages fra aktindsigt af hensyn til det offentliges økonomiske interesser, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 3,” oplyser ministeriet.

Ministeriet henviser samtidig til en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand om byggeriet af Niels Bohr-bygningen. Her fremgår det ifølge ministeriet, at bestemmelsen blandt andet skal give det offentlige mulighed for at optræde som ligestillet part i kontraktforhold og under tvister, der udspringer af kontrakten. Dermed placerer ministeriet selv Femern-sagen i en sammenhæng, der kendes fra andre store offentlige anlægsprojekter, hvor forsinkelser, store krav og fastlåste kontraktforhold kan ende i langvarige juridiske opgør.

Femern-sagen er behandlet efter miljøoplysningsloven, og også på det punkt anerkender Transportministeriet, at der er en væsentlig offentlig interesse i oplysninger om det igangværende anlægsarbejde. Alligevel vurderer ministeriet, at hensynet til det offentliges økonomiske interesser vejer tungere for de oplysninger, der er undtaget.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode