Det næste tunnelelement på Femern Bælt-forbindelsen er ved at blive gjort klar til nedsænkning. Efter FemernBusiness’ oplysninger er planen, at elementet skal sænkes i næste uge.
Dermed fortsætter Femern-projektet ind i den fase, der afgør, hvor hurtigt den faste forbindelse til Tyskland reelt kan blive færdig. Det første tunnelelement er allerede sænket på plads ud for Rødbyhavn, men den afgørende prøve for bygherre og hovedentreprenør er, om operationen kan gentages i et tempo, der kan danne grundlag for en ny samlet tidsplan.
Femern Bælt-tunnelen består af 89 tunnelelementer, som skal sænkes ned ét for ét i den 18 kilometer lange tunnelrende på havbunden mellem Lolland og den tyske ø Femern. Hvert element skal bugseres ud fra produktionsområdet ved Rødbyhavn, placeres i renden og kobles sammen med det foregående element under vand. Nedsænkningen er derfor den del af byggeriet, som hele den kommende tidsplan afhænger af.
Første 650 meter er klar
De første tre elementer skal placeres i de første 650 meter af tunnelrenden ud for Rødbyhavn. Det er den del af renden, som Sund & Bælt og hovedentreprenøren Femern Link Contractors har haft en særskilt aftale om at gøre klar, efter at tunnelrenden i længere tid har været et af de største stridspunkter i projektet. Hvis næste element bliver sænket i næste uge, er projektet derfor stadig inden for den første del af renden, men samtidig et skridt tættere på at få afprøvet, om nedsænkningen kan få den nødvendige rytme.
Det spørgsmål er centralt, fordi Sund & Bælt først vil fremlægge en opdateret tidsplan, når der er flere konkrete erfaringer med nedsænkningen af tunnelelementer. Den kommende tidsplan skal blandt andet bygge på erfaringer med både almindelige tunnelelementer og specialelementer. Først når projektet når frem til det første specialelement, får bygherren et bedre grundlag for at vurdere, hvor hurtigt resten af tunnelen kan bygges færdig.
Ny tidsplan på vej
Den nye tidsplan bliver afgørende for hele projektet. Åbningen i 2029 er opgivet, og de første biler ventes tidligst at kunne køre gennem tunnelen i 2032. Derfor handler de næste nedsænkninger ikke kun om at få endnu et betonelement på plads, men om at finde ud af, hvilket tempo Femern-projektet realistisk kan holde i de kommende år.
Målsætningen er, at et element fremover skal kunne nedsænkes på 12 dage. Den målsætning gælder dog kun i de perioder, hvor arbejdet faktisk kan gennemføres. Vejr, havforhold, arbejdet i tunnelrenden og begrænsningerne på den tyske side kan fortsat påvirke tempoet.
Den oprindelige hovedtidsplan byggede på, at de 89 elementer skulle sænkes på plads over tre år. Derefter følger installationer, test og klargøring, før forbindelsen kan åbne for trafik. De strenge tyske miljøkrav besværliggør dog, at det tempo kan holdes.