Et datacenter ved Nørre Alslev, et resort på Marielyst og et erhvervsområde ved Ønslev.
Det er de tre projekter, Guldborgsunds borgmester, Simon Hansen (S), vil prioritere i resten af valgperioden. De skal skabe arbejdspladser og udvikling, men har hver deres hindring.
FemernBusiness stiller fem faste spørgsmål til områdets borgmestre om deres fokus for erhvervslivet.
Hvad er den største udfordring for erhvervslivet i din kommune lige nu?
- Det er rekruttering af arbejdskraft. Derfor er jeg også glad for, at vi i vores budgetaftale har sat yderligere fokus på at hjælpe virksomhederne med international rekruttering.
Hvilken erhvervssag vil du prioritere højest i resten af valgperioden?
- Der er tre vigtige sager. Det er datacenteret i Business Park Falster ved Nørre Alslev, resort på Marielyst og det udlagte erhvervsområde ved Ønslev. Det er tre vigtige projekter, som vil skabe arbejdspladser og udvikling i kommunen.
Hvad vil du konkret sætte i gang eller ændre i kommunen for at nå det?
- Vi skal fortsætte den tætte dialog, vi har med de forskellige samarbejdspartnere om projekterne.
Hvad er den største hindring for, at det lykkes?
- I forhold til datacenteret spænder staten lige nu ben. For Marielyst er det at skabe det rigtige match mellem en investor og dem, der skal drifte det, og i forhold til Ønslev er det at få lodsejerens ønsker til at gå op med investorernes. Men jeg tror på, at vi lykkes med alle tre dele.
Hvad skal virksomhederne kunne mærke, hvis du når dit mål?
- Virksomhederne skal opleve en tæt og ærlig dialog med kommunen. Og så skal vi også turde stille krav til hinanden.
- Det er tit kommunen, der får skyld for at være for langsom – det er vi helt sikkert også i nogle tilfælde, men der er også tilfælde, hvor vores medarbejdere knokler i døgndrift for at få tilladelserne i hus til tiden, fordi virksomhederne ikke får leveret de nødvendige informationer til tiden. Det skal en tættere dialog gerne ændre på.
Alle svar i artiklen er afgivet skriftligt og redigeret af FemernBusiness.