Nomineret til erhvervsprisen: Vil gøre det lettere at være syg

Kunne det ikke være smart, hvis vi gjorde det til et så lille problem som muligt at få mad, når man er syg? Det spørgsmål var startskuddet for virksomheden DanuCare, der forhandler fødevarer tilpasset syge, handicappede og småtspisende. 

Danucare havde fra start en vision om at gøre tingene på en anden måde end konkurrenterne. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab

Af Søren Knudsen,
Business Lolland-Falster


Det startede ved det selvsamme skrivebord, som han sidder ved i dag, Sander Bille, direktør for DanuCare. For syv år siden startede han og en kollega virksomheden, der fra start havde en vision om at gøre tingene på en anden måde end konkurrenterne.

- Vi ville gøre noget, der var lidt anderledes. Komme lidt tættere på de mennesker, vi leverer til. Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg syntes, det her område med ernæring til mennesker, der har brug for hjælp til det, var blevet lidt for business-agtigt, forklarer Sander Bille.

Den unikke tilgang

Da DanuCare startede, var der tre konkurrenter på markedet. De andre var store og internationalt ejede. Og så var der DanuCare, ”de små”, som de kaldte sig. Målet var at gøre en forskel hos dem, der havde brug for det.

- De mennesker, vi hjælper, er jo alle sammen i en situation, hvor de ikke kan spise selv, eller de kan ikke spise tilstrækkeligt. Enten er de født med et handicap, der gør, at de skal have hjælp, eller de er landet i et sygdomsforløb, hvor de har brug for hjælp. Fælles for dem alle er, at det er mange andre problemer, der gør maden til et problem. Så maden skal være så problemfri som muligt, siger Sander Bille.

Derfor går DanuCare også gerne den ekstra mil for at gøre det nemmere for kunden, tilføjer han. 

- Vi kører også gerne om søndagen, hvis du opdager, at du er løbet tør. Vi er kørt mange gange om søndagen, for tænk, hvis det var én selv, der stod der uden mad.

Økonomisk vækst er sekundær

DanuCares unikke tilgang har indtil videre været så stor en succes, at virksomheden har fordoblet sin vækst hvert år de sidste fire år. Af samme grund vandt de sidste år en Børsen Gazellepris.

Lolland-Falsters erhvervspris

  • Prisen er et samarbejde mellem Business Lolland-Falster, Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen.
  • Alle kan indstille kandidater til prisen. 
  • En komité har derefter udvalgt seks virksomheder, der er nomineret til Erhvervsprisen 2025:

    - DanuCare ApS

    - H+ A/S

    - K.J. Elektro A/S

    - Gammelgaard Gods v/Peter Friderichsen

    - Vestas Wind Systems A/S

    - Ortofon A/S

  • Erhvervsprisen 2025 uddeles 23. oktober ved en prisuddelingsfest på Nykøbing F Teater.

- Det var enormt sjovt at være med til prisoverrækkelsen, fortæller Sander Bille og understreger, at de selvfølgelig var stolte af Gazelleprisen.

- Men Lolland-Falsters Erhvervspris er der mere substans i. Jeg er enormt stolt over, at der er nogen, der har indstillet os. Gazelleprisen er kun baseret på omsætning. At være nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris betyder, at der også bliver lagt mærke til, hvad vi laver.

Ligesom alle andre virksomheder er DanuCare glade for, at tallet på bundlinjen vokser, og de har da også flere ting i støbeskeen, som vil afstedkomme flere medarbejdere, en større omsætning og et større marked.

- Vi har egentlig ikke nogen grænse for, hvor store vi vil være. Men det er vigtigt, at vi stadig kan yde den service og den nærhed, vi er sat i verden for at have. Det er vigtigere for mig end at have 100 millioner i omsætning, siger Sander Bille.

Én stor familie

Da DanuCare begyndte, var de to kolleger på kontoret i Nykøbing og en diætist i København. Nu har virksomheden 17 medarbejdere og flere på vej.

- DanuCare kunne i princippet være startet hvor som helst. Men vi gjorde det her, fordi vi tænkte, at det er et godt sted. Der findes masser af gode kræfter på Lolland-Falster. Og hvis vi kan være med til at skabe nogle arbejdspladser her, så vil vi gerne være med til at gøre en forskel den vej, siger Sander Bille.

For at holde fast på medarbejderne, har DanuCare fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø. Hos dem betyder det et rummeligt arbejdsmiljø og en familiær omgangstone med kollegerne. Besøger man kontoret på Københavnsvej, vil man næsten altid blive mødt af en logrende hale hos en af medarbejdernes hunde.

- Vi kommer meget tæt på hinanden. Vi siger til folk, der skal starte her: Du kommer til at få en ny familie her. Vores omgangstone er også mere fri end mange andre steder. Min kollega og jeg kan skændes højlydt - så det runger! Men det er jo bare, fordi vi er passionerede mennesker, griner direktøren og slutter:

- Vi kunne ikke have gjort noget af det her uden vores fantastiske kolleger. Det er en fælles indsats.

Stifter og direktør Sander Bille startede virksomheden sammen med en kollega for syv år siden. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab