Kan tunnelfabrikkens store dokke og arbejdshavnen ved Rødbyhavn bruges til at hugge udtjente skibe op?
Det skal EU-projektet ShipCycle undersøge. Erhvervshus Sjælland står i spidsen for projektet, hvor blandt andre Business Lolland-Falster deltager.
Men Stig Rømer Winther, direktør for Femern Belt Development, mener, at det er for tidligt at lægge sig fast på områdets fremtid.
- Skibsophug er én af mange muligheder, men efter vores opfattelse er det alt for tidligt at beslutte, hvad der skal ske med området. Vi har en unik placering ved motorvejen, jernbanen og søvejen som et af de eneste steder i Nordeuropa, og vi ser meget store muligheder for området.
En plan for hele området
Han efterlyser en samlet plan, hvor mulighederne bliver vurderet ud fra, hvad de kan skabe af langsigtede arbejdspladser og investeringer.
I en sådan plan bør man også se på, hvordan Lolland kan indgå i et tættere samarbejde med virksomheder i Nordtyskland.
- Jeg skal ikke være dommer over, hvad der i sidste ende skal ske med byggepladsen og tunnelelementfabrikken, men jeg er interesseret i at skabe et industriområde, der er i takt med den moderne udvikling i regionen. Lige ovre på den tyske side, der ligger nogle meget store virksomheder, der allerede i dag har meget lidt plads at udvikle sig på. Derfor skal vi på Lolland tænke os godt om.
Han fortæller videre, at Slesvig-Holsten, området på den tyske side af Femern Bælt, i dag har meget få ledige erhvervsarealer, og derfor mener han, at tyskernes behov skal tænkes med, når man vurderer, hvilke industrier der skal tiltrækkes.
- Vi står med et guldæg, og det skal man passe godt på. Vi står med unikke muligheder, og det er i det lys, man skal se på, hvilke industrier vi skal tiltrække og hvorfor.