Der er store ambitioner om at binde Nordtyskland og Sydskandinavien tættere sammen økonomisk. Men en ny analyse fra Kiel Institute for the World Economy peger på, at udviklingen stadig bremses af grænsebarrierer, manglende sammenhæng i infrastrukturen og en styringsmodel, hvor det er svært at træffe fælles beslutninger.
Analysen handler om STRING, et politisk og administrativt samarbejde mellem regioner og storbyer omkring den sydvestlige del af Østersøen. Samarbejdet omfatter blandt andet Oslo, Göteborg, København, Hamborg, Slesvig-Holsten og Region Sjælland og blev oprindeligt etableret for at støtte arbejdet med den faste Femern Bælt-forbindelse. I dag er målet bredere: at udvikle området til en mere sammenhængende, bæredygtig og konkurrencedygtig vækstregion.
Flere forhindringer
Ifølge rapporten er den første store bremse nationalgrænserne. De skaber fortsat mærkbare barrierer for økonomisk udveksling i regionen, især mellem Danmark og Tyskland samt mellem Sverige og Norge. For virksomheder betyder det, at geografi ikke er den eneste friktion. Regler, systemer og praksis kan gøre rekruttering, samarbejde og handel dyrere og langsommere, selv når markederne ligger tæt på hinanden.
Den anden bremse er infrastrukturen, hvor Femern Bælt-forbindelsen kun er én del af regnestykket. Analysen fremhæver, at forbindelsen kan bringe Skandinavien tættere på Europas økonomiske centre, men at gevinsterne afhænger af, om der også fjernes flaskehalse længere oppe og nede i systemet. Uden bedre sammenhæng i nord syd-forbindelserne risikerer Femern at blive et stærkt enkeltled i en kæde, der stadig har svage punkter.
Den tredje bremse handler om styring. Skal en ny vækstakse fungere som ét marked, kræver det ifølge analysen mere koordination i planlægning og investeringer. Men i praksis betyder det, at medlemmerne skal være villige til at afgive kompetencer, og at nationale niveauer også skal flytte noget beslutningskraft. Det er en tung øvelse i en konstruktion, der går på tværs af flere lande.
Samtidig gør den brede kreds af medlemmer samarbejdet mere komplekst. Forskelle i interesser, kompetencer og ressourcer kan trække tempoet ned og gøre fælles projekter sværere at prioritere og gennemføre.
