Cyberangrebet mod entreprenørkonsortiet FLC har fået mærkbare konsekvenser for arbejdet på Femern-byggeriet ved Rødbyhavn.
Femern A/S har bekræftet, at FLC har været udsat for en cyberhændelse.
- Vores entreprenør FLC har orienteret os om, at de har været udsat for en cyberhændelse. Vi er i dialog med FLC om situationen, og på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere oplysninger, lyder det fra Sund & Bælt.
Ifølge FemernBusiness’ oplysninger er flere centrale it-systemer fortsat ude af drift.
Medarbejdere er blevet bedt om ikke at logge på wi-fi, åbne computere eller benytte FLC’s mailsystemer, og flere funktioner på byggepladsen foregår midlertidigt manuelt.
Adgangssystem ramt
Også adgangskontrollen er påvirket.
Ifølge FemernBusiness’ oplysninger fungerer de elektroniske adgangskort ikke som normalt, og vagter må flere steder registrere medarbejdere manuelt ved ind- og udkørsel.
Samtidig er flere ansatte, som normalt arbejder ved computere, begrænset i deres mulighed for at udføre deres sædvanlige opgaver.
Arbejdstimer kan heller ikke registreres digitalt som normalt.
Det har blandt nogle timelønnede medarbejdere skabt bekymring for, om et længerevarende nedbrud kan få betydning for lønudbetalingen.
Skibe sat ud af drift
Cyberhændelsen har også påvirket dele af arbejdet til søs.
Ifølge FemernBusiness’ oplysninger har flere fartøjer stået stille, fordi de er afhængige af digitale systemer og data for at kunne udføre arbejdet.
Det gælder blandt andet fartøjer, som indgår i arbejdet med tunnelelementerne og tunnelrenden.
Andre dele af arbejdet på byggepladsen fortsætter, blandt andet opgaver som kan udføres ud fra allerede planlagt arbejde.
Der er dog håb om, at skibene igen kan sejle ved hjælp af et alternativt eller ældre system.
Usikkerhed om data
Samtidig er der fortsat stor usikkerhed om, hvilke data der eventuelt er blevet kompromitteret i forbindelse med angrebet.
Ifølge FemernBusiness’ oplysninger ved medarbejderne endnu ikke, om hændelsen alene har ramt systemer knyttet til selve produktionen og byggeriet, eller om personoplysninger om ansatte også kan være berørt.
Det skaber bekymring på en arbejdsplads med medarbejdere fra en lang række forskellige lande.
Der er på nuværende tidspunkt ingen officielle oplysninger om, hvem der står bag cyberangrebet, hvilke data der eventuelt er blevet hentet ud, eller hvornår FLC’s systemer ventes at fungere normalt igen.