Fordobler forretningen: Nu skal virksomheden kunne følge med

Efter halvandet år i et særligt vækstforløb forventer BAYO.S at fordoble forretningen igen næste år. Den største udfordring kan blive at have kapacitet nok til efterspørgslen.

Peter Juul, direktør i BAYO.S
Offentliggjort

For få år siden var BAYO.S, der har hovedsæde i Nykøbing Falster, en mindre virksomhed med en omsætning på omkring 20 millioner kroner.

Siden er forretningen vokset kraftigt, og sidste år lå omsætningen for den samlede BAYO.S-forretning omkring 75 millioner kroner.

Nu forventer virksomheden, der sælger skruefundamenter som alternativ til traditionelle betonfundamenter, endnu et markant spring. Målet er omtrent at fordoble forretningen i år og gøre det samme igen næste år. Holder den første fordobling, peger det altså mod en omsætning omkring 150 millioner kroner.

- Vi har store ambitioner, og i år forventer vi at fordoble forretningen i forhold til sidste år. Vi har virkelig fået fart på nu, og flere års tilløb begynder at udmønte sig. Den vækst, vi havde forventet, har taget længere tid end først antaget, men sådan er byggebranchen. Det tager tid at få nye løsninger indarbejdet, siger direktør, Peter Juul.

Netop de flere års tilløb handler blandt andet om at få dokumentationen på plads. BAYO.S har gennem et seksårigt forskningsprojekt med Aalborg Universitet arbejdet med, hvad der skal til for, at skruefundamenter lever op til kravene til blandt andet bæreevne og sikkerhed i byggeriet. Projektet blev afsluttet sidste år, og ifølge virksomheden begynder arbejdet nu for alvor at slå igennem på markedet.

Men med den voksende forretning er udfordringen også ved at ændre karakter. For BAYO.S handler det ikke længere kun om at få kunderne til at vælge en ny type fundament. Virksomheden skal samtidig sikre, at produktion og organisation kan følge med.

Den opskalering er allerede i gang. BAYO.S har fordoblet antallet af montørteams det seneste år og forventer endnu en fordobling til ti teams. Samtidig skal blandt andet tilbudsgivning automatiseres, så medarbejdertallet i administrationen ikke behøver vokse i samme tempo.

- Vi forventer også at fordoble næste år og måske også året efter. Det kan faktisk blive en af de største udfordringer for os. Samtidig skal vi blive mere effektive. Vi skal bruge software og AI til at automatisere nogle af de processer, der i dag er manuelle, siger Peter Juul.

BAYO.S vurderer samtidig, at markedet er ved at åbne sig yderligere. Skruefundamenterne kan erstatte beton i dele af byggeriet, og ifølge Peter Juul gør skærpede CO2-krav løsningen stadig mere interessant.

- Det, vi frygter, er egentlig, at efterspørgslen bliver så stor, at vi ikke kan følge med og levere. Det skal vi finde løsninger på, inden det sker. Hvis man har en produkt, der kan erstatte betonfundamenter, så ser man ind i et helt enormt stort marked.

De seneste halvandet år har BAYO.S været med i Erhvervshus Sjælland og Industriens Fonds vækstforløb Man on the Moon. Blandt de 12 virksomheder, der fortsat var med ved projektets afslutning, var den gennemsnitlige vækst 89 procent.

Hvor langt BAYO.S kan nå, vil dog afhænge af, hvor hurtigt markedet flytter sig.

- En tidobling er nok realistisk over en periode på fem til ti år, men det er lidt som en elastik i metermål – det er meget svært at sige præcist. Vi prøver sådan set bare at følge med, siger Peter Juul.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode