Planerne om at bruge tunnelelementfabrikken ved Rødbyhavn til byggeri af nye fregatter er endnu langt fra konkrete.
Det oplyser Naval Vessels Lürssen, NVL, efter at Forsvarsindustri.dk med henvisning til Defence Nordic har skrevet, at selskabet har foreslået at bruge Sund & Bælts produktionsfaciliteter i Rødbyhavn.
- Der er i øjeblikket ingen konkrete planer på vej, siger Oliver Grün, presseansvarlig hos NVL, til FemernBusiness.
Selskabet bekræfter samtidig, at Rødbyhavn kort har været drøftet med de danske myndigheder.
- Meldingen fra den danske regering var, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen aktiviteter i gang med henblik på at vurdere alternativ byggeinfrastruktur, siger Oliver Grün.
NVL blev 1. marts overtaget af den tyske forsvarskoncern Rheinmetall. Ifølge Oliver Grün har overtagelsen ikke ændret selskabets planer for Rødbyhavn.
Derudover oplyser NVL, at Femern-forsinkelserne kan få betydning, hvis behovet for at ombygge fabrikken bliver aktuelt.
Selskabet ser dog fortsat et stort erhvervspotentiale, hvis Rødbyhavn en dag kommer i spil.
- Hvis Rødbyhavn på et tidspunkt kommer i spil, vil vi forvente et markant løft til både den lokale og regionale industri. Typisk vil ét job på et værft skabe op til fem job i forsyningskæden, siger Oliver Grün.