Når produktionen af elementer til Femern Bælt-tunnelen er færdig, skal fabrikken og arbejdshavnen i Rødbyhavn bruges til nye aktiviteter.
Sund & Bælt undersøger nu et muligt partnerskab med Odense Havn om anlæggets fremtid, og samtidig fortsætter arbejdet med at tiltrække virksomheder hos Femern Belt Development, som især ser forsvarsproduktion som en mulighed både i Rødbyhavn og på Sydsjælland.
Organisationen er allerede i kontakt med flere tyske forsvarsaktører, fortæller direktør Stig Rømer Winther.
– Vi forfølger benhårdt alle muligheder, både indenlands og i udlandet. Vi har aktuelt flere interessante drøftelser med betydende spillere i den tyske forsvarsindustri, som på sigt kan gå hen at blive en hovedhjørnesten i fremtidens produktion på den danske side af Femern Bælt, siger han.
Aftale ændrer intet
Mandagens aftale betyder, at Sund & Bælt kun forhandler med Odense Havn om et muligt partnerskab. Andre virksomheder kan fortsat melde interesse for at bruge området.
– Interesserede virksomheder er stadig meget velkomne til at tage kontakt til os eller Odense Havn. Aftalen lukker ikke døren for nogen type aktiviteter, siger Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes.
Stig Rømer Winther ser Odense Havns erfaring med store internationale virksomheder som et aktiv, der på sigt kan komme området til gode.
– Aftalen ændrer intet her og nu. Det er en aftale, der peger ud i fremtiden, men det er klart, at vi får en kommercielt stærk partner med på banen. Vi vil bruge de kommende måneder og år på sammen med Odense Havn at lægge en plan og en strategi for, hvordan vi ved fælles hjælp kan udnytte de erhvervsmuligheder, der ligger både på Lolland og på Sydsjælland, siger han.
Der er endnu ingen endelig aftale om salg, ejerskab eller drift. Målet er en aftale senest i 2028.