Kæmpe success: Prisregn over Vestlolland

Weekenden bragte stor glæde til flere virksomheder på Vestlolland, der har gjort et ekstra arbejde for at gøre landsdelen til en bedre arbejdsplads og sikre, at der også i fremtiden er moderne arbejdspladser på Lolland.

Byens Ure & Guld løb med Detailprisen til Vestlollands Erhvervspris. Foto: Femern Business
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad har en urbutik, frugtplantage, stålvirksomhed og madspilds bekæmpende organisation til fælles?

Vinderne

Landbrugsprisen:

Fejø Frugt, Fejø

Detailprisen:

Byens Ure og Guld, Nakskov

Rotary Prisen:

Mindre Spild Nakskov, Nakskov

Erhvervsprisen:

C.E. Andersen, Nakskov

Vestlollands Erhvervspris er, hvad de fire har til fælles. Priserne er uddelt til virksomheder eller organisationer, der gør en ekstra indsats for at få et aktivt erhvervsliv på Lolland.

- Det er vigtigt at holde sådan en prisfest, fordi det er vigtigt at hædre dem, der gør en forskel. Og at vise omverdenen det gode, der sker i området, siger Peter Dan Petersen, som er formand for Nakskov Handel og Erhverv.

Sammen med Lollands Bank, Beierholm og Rotary, har handelsstandsforeningen stablet prisuddelingen på benene.

Overrasket over sejren

Formålet er netop at hylde lokale ildsjæle og virksomheder, der gør erhvervslivet på Lolland levende og sikre jobs til landsdelen.

Direktørerne i stålvirksomheden C. E. Andersen, Martin Stærke og Mads Urban Skov Demolade. Arkivfoto: Kim Nielsen, KonceptLab

- Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget, da vi fik prisen. For jeg havde håbet på, at der var nogle andre, der var rendt med den. Ikke fordi, jeg ikke er taknemmelig, men fordi, jeg synes, der er så mange andre, der burde have hæderen, siger Martin Stærke, direktør for C.E. Andersen, der vandt i kategorien Erhvervsprisen.

Efter en kort pause døde Janteloven heldigvis for Martin Stærke, der godt kan se, hvorfor C.E. Andersen har vundet prisen.

- Men da jeg stod med den, vil jeg erkende, at jeg synes, vi har gjort en masse gode tiltag de seneste par år, der retfærdiggør det, siger Martin Stærke og medgiver, at firmaet egentlig har gjort sit for et bedre erhvervsliv i landsdelen.

For der har været fart på i stålfirmaet. Sidste år opkøbte C.E. Andersen en anden stålvirksomhed fra Nakskov, Bar2.

Dermed sikrede C.E. Andersen, at Bar2 bliver på lokale hænder, samtidig med at arbejdspladserne bliver på Lolland.

- Vi har absolut ikke stået stille de seneste par år med investeringer og ekspansion og ejerskab. På den måde synes jeg, det er fair nok, vi har vundet, siger direktøren.

Ejerne af C.E. Andersen modtager erhvervsprisen til Vestlollands Erhvervspris uddeling. Foto: Femern Business

Fremtidssikring

Og med øjnene rettet mod fremtiden, har Martin Stærke også været med til at fremtidssikre virksomheden. Den yngre Mads Urban Skov Demolade blev for fire år siden medejer i virksomheden.

På den måde er generationsskiftet taget sig af i god tid. Derudover træder stålfirmaet ind i et nyt kapitel.

Senere i år kommer en leverance af autonome robotter, der kommer til at automatisere virksomheden.

- Udover at vi har nomineret tre i hver kategori, har vi fået op imod 50 indstillinger, og der er mange, der gør det så godt og er så dygtige. Jeg er helt overvældet, siger Peter Dan Petersen, der godt tør love, at der kommer en ny prisfest næste år.

Fra venstre: Tannie Eriksen for Mindre Spild Nakskov, Mads Urban Skov Demolade og Martin Stærke for C.E. Andersen, Søs Jensen for Byens Ure & Guld og Benny Damsgaard på vegne af Fejø Frugt. Foto: Femern Business