Kvinder i topledelse er stadig en sjældenhed i dansk erhvervsliv. Nye tal fra Tænketanken Equalis viser, at fremgangen for kvindelige direktører og topchefer er gået i stå – og på nogle områder endda vendt til tilbagegang. I Region Sjælland, der dækker bl.a. Sydsjælland, Lolland og Falster, er kun 23 procent af direktørerne og 17 procent af de administrerende direktører kvinder.
Tallene afslører, at jo længere væk fra København, desto færre kvinder i topledelse er der.
- Den tendens er meget tydelig og springer virkelig i øjnene, siger Gine Maltha Kampmann, direktør i Tænketanken Equalis.
Hun forklarer, at kønsstereotyperne bliver stærkere, jo længere væk fra hovedstaden man kommer.
- Der er et mere traditionelt syn på kønnene og de opgaver, der følger med, siger hun.
Kvinde i en mandeverden
Viking Malt er en af Europas førende malterivirksomheder med seks malterier i bl.a. Finland, Sverige og Danmark. Kunderne tæller bryggerier over hele verden.
I spidsen for den danske del, der alene omsætter for over en halv milliard, står Karen Mette Krieger Lassen. Siden 2018 har hun været direktør for Viking Malt i Ørslev uden for Vordingborg. Med en baggrund som kemiingeniør og tidligere stillinger hos Carlsberg og Novo Nordisk har hun bidraget til virksomhedens vækst og udvikling. Og altså kønsdiversitet.
- Jeg har ikke oplevet nogle ulemper ved at være kvinde. Jeg kan med fordel skille mig ud og har nok en mere holistisk tilgang til nogle problemstillinger. Der kan jeg noget andet, og det oplever jeg kun, at der bliver sat pris på, siger Karen Mette Krieger Lassen, der også er uddannet brygmester.
Hvad skal man gøre for at få flere kvindelige direktører?
- Som virksomhed skal man dyrke de talenter, man har i sin egen organisation. Og man skal ikke bare gøre som man plejer og ansætte en mandlig direktør, fordi man altid har haft det, siger Karen Mette Krieger Lassen.
- Man gør sin virksomhed stærkere, hvis man tør at tænke lidt anderledes og ikke bare ansætte det, man plejer, siger hun.
Bestyrelsen er et problem
I Sakskøbing ligger Fælleskøkkenet. Og her er der også en kvindelig direktør. Kirsten Skovsby er chef for omkring 100 medarbejdere, der står for at lave mad til blandt andet plejehjem.
Kirsten Skovsby ved godt, hvad der skal til, for at der kommer nogle flere som hende:
- Man skal have fokus på nogle andre kvalifikationer, end man typisk gør i dag. I stillingsopslag er der et stort fokus på umiddelbare resultater og bundlinjen. Hvis man i stedet havde fokus på nogle blødere værdier, og det at få en virksomhed til at fungere, ville det gøre en stor forskel, siger hun.
Det lyder måske meget nemt, men det er en bestyrelse, der ansætter direktøren.
- Og her er der jo næsten kun mænd i jakkesæt, så det skal man også se på, siger Kirsten Skovsby.
Kvinder i topledelse – Regionale forskelle
📍 Hovedstaden
- Direktører: 34 %
- Administrerende direktører: 23 %
📍 Sjælland
- Direktører: 23 %
- Administrerende direktører: 17 %
📍 Midtjylland
- Direktører: 20 %
- Administrerende direktører: 14 %
📍 Syddanmark
- Direktører: 20 %
- Administrerende direktører: 14 %
📍 Nordjylland
- Direktører: 18 %
- Administrerende direktører: 13 %
📊 Kilde: Diversitetsbarometeret 2025 / Danmarks Statistik