Med planer om store datacentre ved Nørre Alslev og Rødbyhavn er der udsigt til nye strømslugere på Lolland-Falster. Men hvem skal først til, når pladsen i elnettet er knap?
For Steffen W. Frølund, Liberal Alliances energi-, klima- og erhvervsordfører og næstformand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, skal svaret ikke afhænge af virksomhedens branche.
– To ens projekter set fra elnettets synspunkt skal behandles ens. Det er vores budskab. Et datacenter er hverken finere eller værre end et hvilket som helst andet erhvervsprojekt, siger han til FemernBusiness.
Akutplanen for elnettet placerer store datacentre nederst i køen. En mindre belastning af nettet kan give en bedre placering, men inden for samme kategori.
Frølund vil hellere stille krav om tidlig betaling og om, at projekterne er seriøse og modne.
– Indtil for nylig kunne alle med en idé på en serviet stille sig i køen. Men at prioritere ud fra subjektive planøkonomiske kriterier er ikke den rette medicin, siger han.
Han mener, at aftalen skader dansk erhvervsliv og digitalisering. Men han ser ikke nogen let vej til at ændre den.
– Politisk har et pænt flertal desværre lige indgået en aftale, som er meget skadelig for dansk erhvervsliv og digitalisering. Så det bliver ikke nemt at ændre for os, siger han.