Schleswig-Holsteins europaminister Werner Schwarz og regionsrådsformand fra Region Sjælland Heino Knudsen underskrev fredag en ny handleplan for samarbejdet på tværs af Femern Bælt. Man begynder nemlig så små at kunne ane af en Femern Bælt-region, hvor den danske og tyske geografi er smeltet sammen.
-En væsentlig fordel ved den kommende faste Femern Bælt-forbindelse er, at den vil lette den grænseoverskridende mobilitet i regionen. Det vil dog kun blive en realitet og give merværdi, hvis det lykkes os i fællesskab at etablere og udbygge de grænseoverskridende forbindelser. Selve tunnellen er blot en brik i puslespillet for udviklingen af en velintegreret grænseregion, siger Werner Schwarz, Europaminister i delstaten Slesvig-Holsten (CDU), i en pressemeddelelse.
– Mere end beton og sten
– Region Sjælland og delstaten Slesvig-Holsten vil med underskrivelse af handleplanen sammen sikre, at det ikke kun bliver ved nysgerrighed og muligheder, men at vi får koblet geografierne sammen på alle niveauer. Det skal være naturligt for borgere og virksomheder at bevæge sig på tværs og derfor skal vi mere end ’bare’ at bygge en tunnel af beton og sten, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland (Socialdemokratiet).
Lokale tog på tværs af Femern Bælt
Slesvig-Holsten og Region Sjælland vil blandt andet igangsætte et arbejde, som skal sikre, at der fra 2029 kan køre lokale tog på tværs af den faste Femern Bælt-forbindelse.
Der er i forvejen lagt op til, at der kommer til at køre omkring ti internationale gods- og passagertog gennem Femern Bælt tunnelen hver time. Banedanmark oplyser til FemernReport, at der er kapacitet nok på strækningen til også at håndtere regionaltrafik:
– Der vil kunne køre mere end ti tog i timen i hver retning hen over Lolland, og der vil også være kapacitet til eventuelle regionaltog fra Tyskland (Lübeck) til eksempelvis Nykøbing Falster. Største kapacitetsudfordring er blandingen af forskellige togprodukter med meget forskellige rejsehastigheder på samme jernbanestrækning. Internationale passagertog kører meget hurtigere end godstog, skriver Banedanmark i et mail-svar.
Skal kigge mod hinanden
Med kun omkring 300 kilometer og omkring 2½ time mellem København og Hamborg i 2029, så giver mulighederne i de to metropoler næsten sig selv. Der eksisterer dog også en verden mellem metropolerne i den nære geografi over Femern Bælt, og her skal man i begge geografier vænne sig til at kigge mod hinanden og arbejde mere med potentialerne. Det er det, der er fokus for handleplanen.
-Vi vil med handleplanen skabe sammenhæng og sikre en tæt integration på tværs af Femern Bælt-geografien. Her er det helt afgørende, at vi får forbundet de nære geografier med lokale togforbindelser, som gør det muligt at komme til både arbejde, uddannelse og oplevelser i den modsatte geografi, og vi skal arbejde på et sammenhængende billetsystem, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for Regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland (Konservative).
Løber til 2026
Ambitionen med handleplanen er at udvikle det gode naboskab gennem flere aktiviteter for borgerne på tværs af grænsen samt samarbejde om sprog og kultur på tværs af geografien. Samtidigt skal mulighederne for uddannelse på tværs af grænsen forbedres.
Handleplanen løber i 2025 og 2026, hvorefter den tages op til revision blandt parterne.