Endnu en af de store leverancer til Arcadia eFuels’ planlagte fabrik på Masnedø er faldet på plads.
Selskabet har indgået en aftale med amerikanske Plug Power om levering af et elektrolyseanlæg på 280 MW. Anlægget bruger elektricitet til at spalte vand i brint og ilt, og brinten skal derefter kombineres med indfanget CO₂ og gennem flere processer omdannes til syntetisk flybrændstof.
Plug Power blev allerede i 2023 valgt som leverandør til fabrikken. Efter tre års fælles projektering har parterne nu taget næste skridt med en konkret leveringsaftale til Vordingborg.
Samtidig bliver samarbejdet ifølge Martin Nielsen, der er ansvarlig for Arcadias projekt i Vordingborg, udvidet, så Plug Power også kan levere elektrolyseanlæg til flere af de fabrikker, Arcadia planlægger i Europa og Amerika.
Han fortæller også, at leverancen til Vordingborg dog er betinget af, at Arcadia når frem til den endelige investeringsbeslutning, den såkaldte FID. Sker det, skal Plug Power levere anlægget i 2029.
Arcadia installerer en kapacitet på 280 MW, men forventer ifølge Martin Nielsen normalt at benytte 240 MW.
Fabrikken skal efter planen producere omkring 80.000 ton syntetisk brændstof om året. Arcadia har for nylig indgået en bindende aftale med Uniper om salg af op til 40.000 ton årligt, men mangler fortsat at samle finansieringen på omkring 15 mia. kr., før byggeriet kan begynde.