Region Sjælland tager nu et stort skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af projektet "Markindsats Region Sjælland – på vej til regenerativt landbrug". Initiativet har til formål at hjælpe landbrugere i overgangen til regenerative dyrkningsmetoder, som skal styrke biodiversiteten, reducere klimaaftrykket og sikre sundere fødevarer.
Projektet er et samarbejde mellem Region Sjællands Fødevarealliance og Business Lolland-Falster og har ambitionen om at gøre regionen til et fyrtårn for bæredygtig fødevareproduktion. Mikkel Wesselhoff, formand for Fødevarealliancens styregruppe, ser initiativet som en oplagt mulighed for at kombinere innovation med klima- og biodiversitetsmål:
- Vi skal tænke stort, handle klogt og sætte tempoet op. Dette projekt er et konkret skridt på vejen mod en grønnere og mere konkurrencedygtig fødevaresektor.
Om projektet
Formål: Styrke biodiversiteten, reducere klimaaftrykket og sikre sundere fødevarer.
Tidsramme: 2025.
Tre hovedspor:
Masterclass – Introduktion til regenerativt landbrug og netværksmuligheder.
Kurser og erfagrupper – Praktiske kurser og vidensdeling.
Business cases – Seks landbrugere deltager i regenerative forsøg på deres bedrifter.
Projektet ledes af erfarne kræfter fra både forskning og praksis. Blandt de bærende kræfter er Harald Krabbe fra Frederiksdal Gods, biodiversitetsekspert Lotte Nystrup Lund og landbrugsrådgiver Hanne Gundersen, som sammen vil udvikle en praksisbaseret videnshub til inspiration og uddannelse af landbrugere i hele Danmark.
Nestle og Carlsberg
Lotte Nystrup Lund er ekspert i biodiversitet. Hun har startet Futurista, der hjælper virksomheder og organisationer med gå en grønnere vej. Hun er meget optimistisk omkring mulighederne for et landbrug, der skal arbejde på andre præmisser end tidligere.
-Vi har et utroligt udviklingsorienteret og
omstillingsparat landbrug. Det viser historien tydeligt. Nu skal de bare være
det på en lidt anden måde, hvor vi skruer lidt på nogle andre knapper.
Og så er der et marked i Danmark og ude i den store verden, der gerne vil have noget andet.
- Når store producenter som Nestle og Carlsberg
efterspørger regenerative produkter, skal vi også kunne levere dem, siger Lotte Nystrup Lund.
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen understreger, at Region Sjælland aktivt vil støtte den grønne omstilling gennem øget brug af lokale og bæredygtige fødevarer i regionens offentlige køkkener:
- Vi arbejder på at styrke samarbejdet med de producenter, der kan levere grønnere fødevarer til vores institutioner.
Projektets erfaringer og resultater vil blive præsenteret på Madens Folkemøde i maj og Organic Summit i august 2025.