Frimann Biler A/S kom ud af 2024 med et overskud på 2,4 millioner kroner – trods et markant fald i omsætningen på næsten 30 procent.
I årsrapporten kalder virksomheden selv året for et omstillingsår. Omsætningen faldt fra 265,6 til 187,3 millioner kroner – et fald på 29,5 procent.
Ifølge ledelsen skyldes det, at store dele af året gik med at dele virksomheden op. Derudover har man udviklet en ny mobilitetsløsning, som blev taget i brug i Lolland Kommune ved årets udgang. Her forsyner man på sigt kommunen med over 200 Toyota'er igennem en leasingkontrakt, der løber i ti år.
- Vi er meget tilfredse med resultatet, som man ikke umiddelbart kan sammenligne med året før. Vi har haft et omstillingsår, og det har kostet penge, siger Kim Frimann.
Antallet af ansatte blev samtidig reduceret – fra 78 i januar til 59 i december.
Forventer bedre 2025
Frimann Biler har valgt at fokusere fuldt ud på Toyota, og ser ifølge ledelsen positivt på 2025. Målet er at styrke kunderejsen og opnå et resultat før skat på mellem fire og fem millioner kroner.
- Der vil vi kunne se resultaterne af de ændringer, som vi har lavet i 2024, siger Kim Frimann.
Egenkapitalen steg til 13,7 millioner kroner, og der er foreslået tre millioner i udbytte til ejeren, Kim Frimann, som via holdingselskab ejer hele virksomheden.