Puttgarden kan blive hjemsted for nyt erhvervsområde

Fehmarn Kommune undersøger mulighederne for et regionalt erhvervsområde i Puttgarden.

Forberedelserne til Femern-forbindelsen ved Puttgarden er i fuld gang. Imens undersøger man mulighederne for at udvikle et lokalt erhvervsområde.

For at undersøge muligheder og udfordringer ved at etablere et større erhvervsområde i Puttgarden har byggemodningsudvalget i Fehmarn besluttet at sætte en forundersøgelse i gang. Beslutningen blev taget med ni stemmer for og to imod. Undersøgelsen skal afklare, om projektet kan realiseres, og hvad der kræves for at gøre det muligt. Det skriver den tyske netavis Fehmarn24.

Fehmarn Kommune har arbejdet strategisk med udviklingsmål siden 2020. I 2023 blev det besluttet at undersøge mulighederne for et overregionalt erhvervsområde i Puttgarden. Området skal potentielt ligge på cirka 37 hektar øst for Puttgarden, der blandt andet omfatter nedlagte jernbaneanlæg og den midlertidige arbejdshavn, som bruges under tunnelbyggeriet.

Forundersøgelsen skal blandt andet afklare:

  • Hvilke typer virksomheder der kan etableres i området.
  • Om infrastrukturen og lovgivningen understøtter projektet.
  • Om genanvendelse af havn og jernbaneanlæg er realistisk og økonomisk holdbar.
  • Hvordan området kan udvikles uden konflikter med eksisterende havne.

Fokus på arbejdshavnen 

Et vigtigt emne bliver, om den midlertidige arbejdshavn kan gøres permanent. Samtidig skal det undersøges, om jernbaneanlæggene kræver oprensning for eventuel forurening. Kommunen er allerede i dialog med Deutsche Bahn om dette.

Forundersøgelsen forventes at koste 80.000 euro. Hvis kommunen får op til 70 procent i støtte fra regionale udviklingsfonde, bliver deres egen udgift omkring 24.000 euro.

Projektet ledes af udviklingsselskabet Ostholstein mbH, som skal præsentere resultaterne for byrådet i Fehmarn, når undersøgelsen er færdig.