Handelen spiller en usædvanligt stor rolle for de unge i Guldborgsund Kommune.
Ifølge en ny analyse fra De Samvirkende Købmænd har mellem 30 og 33 pct. af alle kommunens 16-19-årige et job i handelsbranchen.
Det placerer Guldborgsund klart over landsgennemsnittet på 26,3 pct. og i den højeste gruppe på DSK's kommunekort. Opgørelsen dækker detailhandel, engroshandel og bilhandel, da dagligvarehandlen ikke kan skilles ud på kommuneniveau.
På landsplan viser tallene samtidig, hvor markant de unge fylder netop i dagligvarebutikkerne. I november 2024 var 56.384 af de 112.078 ansatte i supermarkeder og varehuse under 20 år. Det svarer til 50,3 pct. – mod 47,2 pct. ti år tidligere.
- Tallene taler deres eget tydelige sprog: Dagligvarehandlen er de unges arbejdsmarked. Der er ikke andre steder, hvor så mange unge får deres første erfaring med at passe et arbejde, stå til tiden og tage ansvar. Det er en investering i den næste generations arbejdsliv, som vi skal værne om, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
Til sammenligning udgør unge under 20 år kun 6,8 pct. af de beskæftigede på arbejdsmarkedet samlet set.