Blue Water har skrevet kontrakt med Femern Link Contractors (FLC) om driften af de arbejdshavne, der er etableret i forbindelse med tunnelbyggeriet. Opgaven består blandt andet i at prioritere skibsanløb, allokere kajer, indberette til myndigheder og sikre, at ISPS (International Ship and Port Facility Security Code, red.)-lovgivning overholdes.
– Vi er stolte over, at FCL har betroet os denne vigtige kontrakt. Vores primære opgave bliver at sikre en høj standard i den daglige drift af havnene med erfarent personale, optimere sikkerhed og varetage agenturet for de skibe, der anløber havnene, lyder det fra Troels Nyerup, der er Harbour Manager hos Blue Water, i en pressemeddelelse.
– Med Blue Waters mangeårige erfaring indenfor port agency og projektlogistik er vi sikre på, at vi kan varetage denne opgave med høj kvalitetsbevidsthed og et dedikeret, erfarent team. Vi er meget glade for at kunne bidrage med vores kompetencer på et historisk projekt som dette. Vi takker FCL for udfordringen og glæder os til samarbejdet, fortæller Klaus Odby Jensen, General Manager, Port Agency, Blue Water i pressemeddelelsen.
I forvejen har Blue Water en servicekontrakt med Fehmarn Belt Contractors (FLC) om at varetage klarering af skibe, crew change og husbandry services, dokumentation og rapportering til myndigheder. I den anledning åbnede Blue Water et lokalt kontor i Rødby i 2021, som nu udvides grundet den nye kontrakt.
Blue Water Shipping er et internationalt shippingfirma med hovedsæde i Esbjerg. firmaet blev etableret i 1972 og har i dag 1.400 medarbejdere fordelt på 70 lokationer over hele verden.