FOR ABONNENTER

Andet tunnelelement er på vej ud i Femern Bælt

48 dage efter at det første element blev meldt på plads, er næste tunnelelement ved at blive sejlet ud fra Rødbyhavn. Det er næste skridt i den arbejdsfase, der skal afgøre tempoet i den pressede Femern-plan.

Foto: Sund & Bælt
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter flere års forsinkelser er nedsænkningen af tunnelelementerne i Femern Bælt gået i gang. Nu er det andet tunnelelement ved at blive sejlet ud fra produktionsområdet ved Rødbyhavn. Det sker 48 dage efter, at det første element blev meldt på plads på havbunden ud for Rødbyhavn.

Dermed nærmer Femern-projektet sig den anden nedsænkning i den arbejdsfase, der skal afgøre tempoet for resten af tunnelbyggeriet. Elementet har været gjort klar til nedsænkning, men strømforhold har gjort det nødvendigt at vente på et nyt vejrvindue.

Femern-tunnelen består af 89 elementer, som skal sænkes ét efter ét i den 18 kilometer lange tunnelrende mellem Lolland og den tyske ø Femern. Hvert element skal bugseres ud fra produktionsområdet, placeres i renden og kobles sammen med det foregående element under vand.

FemernBusiness afslørede allerede i august 2025, at tidsplanen mod åbning i 2029 ikke kunne holde. Netop derfor er tempoet i nedsænkningen afgørende, nu hvor det første element er kommet på plads, og nummer to nu er på vej ud i Femern Bælt.

2,5 elementer om måneden

I den oprindelige hovedtidsplan var der afsat 36 måneder, altså tre år, til selve nedsænkningen af tunnelelementerne. Det svarer til, at arbejdet over tid skal holde et gennemsnit på omkring 2,5 elementer om måneden.

Et længere ophold efter den første nedsænkning vælter ikke i sig selv den samlede plan, men det viser, hvor følsom rytmen er i den fase, som hele den kommende tidsplan afhænger af. Nedsænkningen kræver flere forhold på samme tid. Elementet skal kunne sejles ud, holdes stabilt, sænkes kontrolleret og kobles sammen med stor præcision. Derfor er strøm og vejr en reel begrænsning, også i den kystnære begyndelse af tunnelrenden ud for Lolland, hvor arbejdet burde høre til blandt de mere overskuelige dele af forløbet.

Den aktuelle sænkning kommer efter en længere periode, hvor netop arbejdet med tunnelelementerne har været centrum for problemerne på Femern-byggeriet. Specialfartøjet Ivy, som bruges til at håndtere elementerne, blev forsinket i to år, før den endelige godkendelse faldt på plads. Samtidig har tunnelrenden været et af de store stridspunkter mellem bygherre og hovedentreprenør, og Sund & Bælt har betalt FLC ekstra for at få klargjort den første del af renden.

Femern-byggeriet har meldt ud, at der kommer en revideret plan for projektet, når der er nedsænket fem standardelementer og ét specialelement. Indtil da er tempoet i de første sænkninger et af de vigtigste pejlemærker for, hvordan den kommende tidsplan kan se ud.

Fortsat uenigheder

Resten af den 18 kilometer lange tunnelrende er fortsat en del af den større konflikt på byggeriet. Derudover har hovedentreprenøren Femern Link Contractors rejst et krav på 14,5 mia. kr. mod Femern A/S under Sund & Bælt, og der kører også en international voldgiftssag om coronarelaterede forsinkelser.

Senere i forløbet venter de tyske miljøvilkår længere ude i Femern Bælt. Arbejdsområdet i Natura 2000-området er blevet udvidet til 1.100 meter, men kravene til undervandsstøj gælder fortsat. Ved Puttgarden-siden er der desuden særlige krav til sedimentspild i sommermånederne. Derfor skal tempoet også senere holdes inden for en række miljømæssige rammer.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode