FOR ABONNENTER

Ekspert kritiserer ministeries håndtering af Femern-konflikt

Efter at ministeren afviste et møde med Frankrigs ambassadør, blev sagen håndteret af departementschefen. Juraprofessor Frederik Waage rejser kritik af både det diplomatiske spor og departementschefens indblanding.

Elementfabrikken set ovenfra. Foto: Sund & Bælt
Offentliggjort Sidst opdateret

Når en udenlandsk ambassadør beder om et møde om et dansk anlægsprojekt, fortæller det noget om konfliktens tyngde. I konflikten på Femern-byggeriet endte ministeren med at sige nej til selv at mødes, men henvendelsen blev alligevel håndteret på højeste niveau. 10. oktober sidste år mødtes Frankrigs ambassadør, Christophe Parisot, med Transportministeriets øverste embedsmand, Jacob Heinsen. Ambassadøren var ledsaget af den franske ambassades økonomiske rådgiver, og mødet handlede om problemerne på Femern-byggeriet.

Agendaen var den franske entreprenør Vinci Construction, der som største part i hovedentreprenøren Femern Link Contractors har en nøglerolle i arbejdet på tunnelen og i den konflikt, der kører med bygherren.

Forløbet begyndte allerede i sensommeren, da ambassadøren bad om et møde med ministeren for at drøfte de vanskeligheder, som han pegede på, at Vinci oplevede i samarbejdet med Sund & Bælt, og som efter den franske sides vurdering allerede påvirkede arbejdet. Ministeren sagde nej til selv at mødes. Først når Vinci havde vist, at den kunne håndtere de første elementer, ville han være indstillet på et møde, skrev ministeren, og henviste i mellemtiden ambassadøren til departementschefen.

Departemenschef Jakob Heinsen.

I ugerne efter fortsatte ambassaden kontakten for at få en dato på plads. Transportministeriet foreslog først to mulige tidspunkter i oktober, men ambassaden meldte tilbage, at ambassadøren ikke var i København den ene af dagene og bad om at vende tilbage med endelig bekræftelse. Kort efter blev mødet fastlagt til fredag 10. oktober klokken 13.00 til 14.00 i Transportministeriet, og på selve dagen orienterede ambassaden om, at ambassadøren ville tage ambassadens økonomiske rådgiver Matthieu Garrigue-Guyonnaud med.

Ikke nok armslængde

Professor i forvaltningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet har i en årrække forsket i retssager mod det offentlige. Han hæfter sig ved, at sagen i sin kerne er en strid mellem et statsejet selskab og en entreprenør, men at den alligevel bliver løftet ind i et diplomatisk rum.

- Det er meget bemærkelsesværdigt, at man vælger at inddrage den franske ambassadør direkte i den privatretlige tvist. Det er utraditionelt, og det mindes jeg ikke at have hørt om før. På den ene side vidner det om, at sagen, forståeligt nok, prioriteres meget højt af ministeriet. På den anden side opretholdes der efter min opfattelse ikke tilstrækkelig armslængde mellem ministeren og departementschefens og det statslige selskab.

Frederik Waage peger samtidig på, at sagen rummer flere spor. Dels det diplomatiske, hvor ambassadøren rækker ud, dels departementschefens senere rolle i en direkte dialog med entreprenøren, mens der kører en voldgiftssag.

- Vi har en situation, hvor der er en stor igangværende voldgiftssag, og hvor den private part og det statslige selskab i det hele taget synes at være i en stor konflikt. Det er forståeligt, at den franske ambassadør i dette her tilfælde rækker ud til transportministeren. Sagen vedrører ikke bare en fransk virksomhed, men også et projekt som EU har ydet massiv støtte til. Det giver bestemt mening, at kommunikationskanalerne holdes åbne. Men ministeriet skal ikke blande sig direkte i den verserende voldgiftssag, siger Frederik Waage.

Konfrontation med Bliaut

Frederik Waage peger samtidig på, at mødet med ambassadøren kun er ét spor i en sag, hvor Transportministeriets rolle efterfølgende bliver endnu mere direkte. Halvanden måned senere udvikler konflikten sig til en åben skriftlig udveksling mellem departementschef Jacob Heinsen og Vinci-direktøren Sébastien Bliaut, hvor departementschefen går direkte på entreprenørens evne til at levere, selv om der kører en igangværende voldgift og Femern Link Contractors har rejst et krav på 14,5 milliarder mod Sund & Bælt.

- Departementschefen blander sig i en igangværende tvist med et statsligt selskab, som han bør holde armslængde fra som repræsentant for ministeren. Det, som departementschefen giver udtryk for, kan jo påvirke sagen.

Samlet set giver det et billede af, at sagen ikke er blevet hånderet som den skulle.

- Det er en uforståelig indblanding i en sag, der bør håndteres af selskabets advokater. Samlet set må man stille spørgsmålstegn ved, om ministeriet håndterer den her sag korrekt. Det mener jeg, at ministeren må forholde sig til, siger Frederik Waage.

Ikke noget referat

Også mødet mellem ambassadøren og departementschefen rejser ifølge Waage spørgsmål, fordi Transportministeriet oplyser, at der ikke er udarbejdet et referat. Han understreger, at diplomatiske møder godt kan foregå uden skriftlig dokumentation, men at fraværet af et referat i denne sag springer i øjnene.

- Det undrer mig meget, at der ikke bliver taget et referat af sådan et møde, siger Frederik Waage.

21. januar blev det meldt ud, at den første nedsænkning af tunnelelementer nu ventes at ske i foråret 2026. Samtidig står det klart, at striden om økonomien ikke er lukket, og at parterne fortsat forhandler om de krav, der følger af forsinkelserne.

Transportministeriet her ikke yderligere kommentarer til sagen.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode