FOR ABONNENTER

Første element til Femern-tunnel er på plads

Det første af 89 tunnelelementer er nu sænket. Dermed begynder den afgørende fase af byggeriet, mens projektet fortsat er præget af strid om tunnelrenden, milliardkrav og en tidsplan, der er mere end to år forsinket.

Foto: Sund & Bælt
Offentliggjort Sidst opdateret

Det første af i alt 89 betonelementer til Femern Bælt-tunnelen er torsdag formiddag på plads på havbunden ud for Rødbyhavn.

Dermed har Danmarks største anlægsprojekt nået en milepæl, som har været ventet længe. Nedsænkningen af det første element markerer begyndelsen på den fase, der i praksis afgør, hvor hurtigt selve tunnelen kan bygges færdig.

Operationen begyndte mandag aften, da det 217 meter lange og 73.500 ton tunge tunnelelement forlod arbejdshavnen ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn. Selve nedsænkningen tog godt 14 timer.

Undervejs blev arbejdet udskudt på grund af vejret, men torsdag formiddag lå elementet på plads i tunnelrenden. Herefter blev det koblet til tunnelportalen ved hjælp af en hydraulisk arm.

- Vi er både glade og lettede. Vores teknologi, vores udstyr og vores entreprenører har bestået en afgørende eksamen og gjort noget, som ingen har gjort før. Det er en meget stor dag for projektet, for Danmark og Tyskland og Europa, siger Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt.

Næste skridt er, at entreprenørerne skal afkoble tunnelelementet fra det fartøj, der er brugt til nedsænkningen. Derefter skal der lægges grus og skærver langs siderne, så elementet ligger fast i den rende, hvor tunnelen skal placeres.

Milepæl efter lang række problemer

Nedsænkningen kommer efter en lang periode med problemer i Femern-projektet. FemernBusiness har tidligere afdækket, hvordan arbejdet med nedsænkningen er blevet forsinket af problemer med specialfartøjet IVY og uenighed om kvaliteten af tunnelrenden.

Samtidig er forholdet mellem bygherren Femern A/S og hovedentreprenøren Femern Link Contractors præget af store uenigheder om både tidsplan, ansvar og økonomi. Hovedentreprenøren har rejst et krav på 14,5 milliarder mod Femern A/S under Sund & Bælt, og der kører også en international voldgiftssag om coronarelaterede forsinkelser.

Den oprindelige plan byggede på, at de 89 elementer skulle sænkes på plads over tre år. Derefter følger op til to år med installationer, test og klargøring, før forbindelsen kan åbne for trafik.

Når Femern Bælt-tunnelen står færdig, vil turen mellem Rødbyhavn og Puttgarden ifølge Sund & Bælt tage omkring ti minutter i bil og syv minutter i tog.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode