Digitalisering og innovation er det nye sort indenfor infrastruktur. Det har de også erkendt i Sund & Bælt, der har ansat Lene Rasmussen som ny digital direktør. Hun skal stå i spidsen for en digital division, der skal bringe selskabet på omdrejningshøjde inden for IT og digitalisering.
20 års digital erfaring
Lene Rasmussen, der tiltræder den første august 2024, kommer med over 20 års erfaring inden for IT og digitalisering. Hun skifter fra en stilling som director hos rådgivnings- og udviklingsselskabet Devoteam. Her har hun i de seneste 14 år har specialiseret sig i digital transformation. Hos Sund & Bælt skal hun stå i spidsen for at skabe digital sammenhæng og integration på tværs af virksomhedens værdikæde.
Vil forstærke IT og digitalisering
– Sund og Bælt er kendt i hele Danmark og mange øvrige lande for sin vigtige rolle i at forbinde og skabe infrastruktur af høj kvalitet på tværs af Danmark og sikre let adgang til udlandet. Jeg er glad og stolt over, at Sund og Bælt har valgt at ansætte mig i stilling som digital direktør og går ydmygt til de mange spændende opgaver, der ligger forude i forhold til at forstærke IT og digitalisering. Jeg ser frem til samarbejdet med mange dygtige kollegaer og medarbejdere i Sund og Bælt, siger Lene Rasmussen i en pressemeddelelse.
Træder ind i koncerndirektionen
Lene Rasmussen bliver en del af koncerndirektionen og vil referere direkte til CEO Mikkel Hemmingsen. Med hendes ansættelse vil styrke Sund & Bælt sin strategiske forretningsudvikling og understøtter en fremtid, hvor datadrevet innovation og digitalisering er i højsædet.
– Jeg er rigtig glad for, at Lene Rasmussen har sagt ja til at påtage sig den vigtige opgave med at styrke og udvikle vores arbejde med IT og digitalisering. Hun har den helt rette kombination af udsyn og indsigt til at løfte opgaven, og jeg ser derfor frem til samarbejdet, siger Sund & Bælts administrerende direktør, Mikkel Hemmingsen.