Når Femernforbindelsen åbner i 2029, skal den lægge skinner til tog, der kører mellem København og Hamborg. Men hvor skal de tog stoppe undervejs? Nykøbing? Vordingborg? Næstved? Ringsted?
Det er de lokale kommuner dybt uenige om. Men al erfaring viser, at det er lettere at overbevise trafik-politikerne på Christiansborg, hvis man står sammen om at komme med en anbefaling. Så nu vil Region Sjælland og regionens 17 kommuner forsøge at blive enige om en fælles anbefaling.
For at det kan lade sig gøre, skal der laves en analyse. Det er kommunaldirektørerne i de 17 kommuner blevet enige om, og planen skal drøftes på tirsdag i KKR Sjælland, som er kommunekontaktrådet, hvor regionens 17 borgmestre mødes og drøfter sager af fælles interesse.
Her skal borgmestrene drøfte, hvilke kriterier der skal ligge til grund for analysen, som efter planen skal udarbejdes af eksterne konsulenter.
Fire stationer i spil
Helt overordnet skal analysen bygge på den præmis, der er skrevet ind i ”Sjælland baner vejen frem”. Det er et trafikudspil, som prioriterer en række ønsker til infrastrukturprojekter i Region Sjælland – og vel at mærke et udspil, som samtlige kommuner og regionen er enige om.
I udspillet – som senest er revideret i januar i år – står der om tysklandstogene:
”Ambitionen er, at fjerntogsbetjening skal have minimum to stop i Region Sjælland. Der skal være stop i Næstved, Vordingborg og/eller Nykøbing Falster og et stop i Ringsted kan også være relevant.”
Derfor er et af målene med analysen, som det står i dagsordenen til tirsdagens møde, at den skal ”kunne danne grundlag for at synliggøre merværdi af minimum to stop i Sjælland”. Og den skal tage udgangspunkt i at analysere de mulige stop i Nykøbing, Vordingborg, Næstved og Ringsted.
Ønsket er, at analysen skal beskrive tre-fire forskellige scenarier for, hvordan togene mest hensigtsmæssigt kan stoppe i Region Sjællands geografi.
”Det betyder eksempelvis, ar der ved hvert scenarium både skal kigges på betydningen for de konkrete stationer, der får stop på fjernbetjeningen, men også på hvilke rejsemuligheder, det giver for de øvrige byer og opland samt Schleswig-Holstein”, står der også.
Yderligere beskrives fem kriterier, som analysen skal forholde sig til (se faktaboks).
Færdig til sommer
Når KKR på tirsdag har behandlet sagen, skal den videre til politikerne i Region Sjælland, nærmere bestemt Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, som efter planen skal behandle sagen på et møde 10. december.
Planen er, at analysen skal laves i løbet af et halvt år, så politikerne kan mødes i juni og forsøge at blive enige om en fælles holdning til, hvor togene bør stoppe.
Fakta
- Planen er ikke klappet endeligt af endnu, men indtil videre er forslaget, at analysen skal skitsere tre-fire forskellige scenarier og bygge på disse kriterier:
- ”Vækst og udvikling”: Scenarierne skal vurderes i forhold til arbejdskraftpotentialet. Desuden skal potentialerne for bosætning, turisme, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv undersøges.
- ”Pendling og tilgængelighed”: Scenarierne skal vægtes i forhold til det forventede passagertal og trafikalefterspørgsel for de mulige stop. Herunder skal de forventede ændringer i rejse- og pendlingsmønstre til og fra hovedstaden også indgå samt oplandets pendlingspotentiale med estimerede rejsetid. Endelig skal samspillet med den øvrige regionale trafik også kortlægges. Scenarier skal suppleres af konkrete cases for pendlingseffekter og rejsetid.
- ”Samfundsøkonomi”: Den samfundsøkonomiske effekt skal vurderes for hvert scenarie, herunder blandt andet af rejsetidsbesparelser og forbedrede pendlingsmuligheder.
- ”Miljø og grøn omstilling”: Der skal for hvert scenarie vurderes overflytningspotentiale fra bil til tog, herunder de mulige emissionsreduktioner som følge af overflytningspotentialet.
- ”Modenhed af projektet”: Hvert scenarie vil blive vægtet efter kapaciteten på station og spor, og eventuelle behov for anlægsinvesteringer – herunder adgang og parkeringsmuligheder. Fremtidige planer og projekter, der kan have betydning for rejsemønstre og opland vil indgå i vægtningen, men vil ligeledes blive vurderet i forhold til modenhed – både graden af konkretisering og realisering.