A/S Femern Landanlæg har fået penge i kassen. Det fremgår af selskabets årsrapport for 2022, der netop er offentliggjort.
Selskabet A/S Femern Landanlæg er stiftet som datterselskab af den danske stats holdingselskab Sund & Bælt. Det er A/S Femern Landanlæg, der ejer alle aktier i Femern A/S. Femern A/S er statens bygherreselskab, der er ansvarlig for Femernforbindelsen.
Ingen indtægter før tunnelåbning
Umiddelbart kan det forekomme besynderligt, at et selskab, der er i gang med danmarkshistoriens største anlægsprojekt, overhovedet kan tjene penge. Femernforbindelsen skal nemlig finansieres af de biler og tog, der kører gennem tunnelen. Dem er der i sagens natur ikke så mange af, før tunnelen er åbnet.
Når A/S Femern Landanlæg alligevel kan notere et overskud på den almindelige drift på over en kvart milliard kroner (234,2 millioner), så skyldes det en helt særlig finte: Femern A/S skal nemlig betale en såkaldt garantiprovision på 1,85 procent til A/S Femern Landanlæg for de statslån og lån med statsgaranti, som bygherreselskabet optager for at finansiere tunnelprojektet.
Garantiprovision efter Scandlines-klage
Garantiprovisionen er en udløber af en klagesag anlagt af færgerederiet Scandlines over statsstøtte til Femernbyggeriet.
Europa-Kommissionen fastslog i 2020, at Femern A/S maksimalt må optage statslån og lån med statsgaranti for i alt 69,3 milliarder kroner. Afgørelsen siger også, at lånene skal være tilbagebetalt og statsstøtten afviklet senest 16 år efter, tunnelen er taget i brug.
Europa-Kommisionen pålagde ydermere Femern A/S at betale en provision på i alt to procent for lån med statsgaranti og for statslige genudlån. A/S Femern Landanlæg opkræver provisionen på de to procent fra Femern A/S. A/S Femern Landanlæg betaler så den almindeligt gældende provision på 0,15 for lånene, så provisionen samlet set bliver på 1,85 procent.
Dagsværdireguleringer for 2,2 milliarder kroner
Udover 310 millioner kroner fra denne provision og renteindtægter, så udgør dagsværdireguleringer en indtægt på knap 2,2 milliarder kroner i 2022. A/S Femern Landanlæg kommer således ud af 2022 med et overskud på 2,4 milliarder kroner. Dagsværdireguleringer er en regnskabsteknisk post, der kommer fra den aktuelle værdiansættelse af eksempelvis anlægsaktiver. Og dem er der altså kommet ikke så få yderligere af, det seneste år, viser årsrapporten fra A/S Femern Landanlæg.
Penge på kontoen igen
Med det positive resultat for 2022 er egenkapitalen nu igen positiv for A/S Landanlæg, der har i alt godt 1,2 milliarder på kontoen. Ved sidste regnskabsaflæggelse havde A/S Femern Landanlæg en negativ egenkapital på lidt over en halv milliard kroner.