Trafikstyrelsen sendte i marts i år en ny trafikplan i høring. Af den fremgår det, at det ikke bare er internationale langdistancetog, der får glæde af den faste forbindelse over Femern Bælt.
De trafikale forudsætninger for Femern Bæltprojektet har taget sit udgangspunkt i et dimensionerende driftsoplæg med to godstog og op til tre persontog i timen i begge retninger. Blandt disse persontog, kan der for eksempel være tale om et tysk lokaltog i Slesvig-Holsten forlænget til dansk side, eller et lokaltog i Region Sjælland forlænget til tysk side, står der i høringsoplægget til trafikplanen.
I det hele taget forventer Trafikstyrelsen ifølge oplægget, at Femernforbindelsen vil give den internationale togtrafik et godt skub fremad fra 2030.
Dykkede i 2019
Den samlede passagertogtrafik mellem Danmark og Tyskland var i 2015 omkring en million passagerer. Siden har den dog taget et gevaldigt dyk. Fra 2019 har tog været henvist til at køre over Fyn og Jylland, fordi strækningen fra Nykøbing Falster til Rødbyhavn lukkede i forbindelse med ombygningen f Ringsted-Femern-banen og dermed reelt satte en stopper for direkte tog mellem København og Hamburg.
20 procent over 2019-niveau
Men togtrafikken over den dansk-tyske grænse er begyndt at stige igen.
Den internationale trafik over den dansk-tyske landegrænse har i sommeren 2022 ligget cirka 20 procent over 2019-niveauet. I sommersæson 2022 har de internationale tog i flere måneder kørt med fuld belægning, og med behov for indsættelse af parallelle togbusser for at klare spidsbelastningen, når togkapaciteten ikke har kunnet følge med, skriver Trafikstyrelsen i sit oplæg til en trafikplan.
Nattog i vækst
I planen har Trafikstyrelsen også fået øjnene op for vækstpotentialet i internationale nattog. I Sverige har både Snälltåget og SJ genoptaget internationale nattog som for eksempel Stockholm-Berlin ruten via København.
Sammen med den nævnte passagervækst i internationale dagtog kan der være tale om en bredere trend på europæisk plan, hvor de rejsende i stigende omfang efterspørger tog over grænserne, hedder det i trafikplanen.
Fra København til Budapest eller Paris
Den nye trafikplan forventer imidlertid ikke, at de internationale togruter vil begrænse sig til at forbinde Skandinavien og Tyskland. Efter Femerntunnelens åbning ligger hele Europa åbent.
Med Femern-forbindelsen vil nye operatører se på mulighederne for at få del i passagerpotentialet. Dette kan betyde en udvidelse af det internationale linjenet formentlig i retning af forslaget til etablering af Trans-Europa Ekspress 2.0 (TEE), som fremlagt af det tyske transportministerium.
Heri er der også angivet nye linjer fra Budapest-Wien-München til København og Paris-Bruxelles-København. I begge disse korridorer kan der tænkes at være nyt materiel til stede, som er i stand til at køre på tværs af flere landegrænser, skriver Trafikstyrelsen i høringsoplægget til en trafikplan.
Hele trafikplanen kan læses her.