Tidspunktet for nedsænkningen af det første tunnelelement er sat til medio maj. Det fremgår af en intern tidsplan, som Sund & Bælt har sendt til de tyske myndigheder i Schleswig-Holstein, og som FemernBusiness har fået aktindsigt i.
I januar meldte Sund & Bælt ud, at nedsænkningen vil ske i løbet af foråret 2026. Men i en tidsplan sendt til de tyske myndigheder få uger efter, med status pr. 2. februar, er første nedsænkning lagt i midten af maj.
Dermed ligger starttidspunktet i den sidste del af det forår, Sund & Bælt selv har peget på.
Det sker efter et forløb, hvor tidsplanen flere gange er blevet rykket.
Nedsænkningen af det første tunnelelement er mere end to år forsinket og er afgørende for hele byggeriet af den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. De oprindelige planer viste, at arbejdet skulle være begyndt i starten af januar 2024. Siden blev tidspunktet fastsat til 2025.
Så sent som 4. december 2025 var forventningen, at det første tunnelelement skulle sænkes i februar 2026.
Mangler godkendelse
Den plan faldt bort kort efter, fordi nedsænkningsfartøjet Ivy fik inddraget sit midlertidige sejlads-certifikat og blev tilbageholdt af myndighederne. Dermed forsvandt forudsætningen for at starte arbejdet som planlagt.
Fremdriften er afhængig af en række forhold, som endnu ikke er på plads. En af de mest afgørende er netop Ivy. Fartøjet er bygget specifikt til Femern-projektet og skal transportere og stabilisere de enorme tunnelelementer, mens de sænkes ned og placeres med høj præcision på havbunden. Uden et godkendt fartøj kan arbejdet ikke gennemføres.
Fartøjet er fortsat under test og mangler stadig den endelige godkendelse. Ivy har dog været testet grundigt i arbejdshavnen i Rødbyhavn, og det burde være lige op over med en endelig godkendelse.
Balladen om tunnelrenden
Samtidig er der fortsat usikkerhed om tunnelrenden, som elementerne skal placeres i.
Renden er gravet ud langs den kommende tunnelstrækning og fungerer som fundament for hele konstruktionen. Før arbejdet kan begynde, skal den leve op til en række krav til blandt andet dybde og jævnhed.
Interne vurderinger har vist, at renden ikke kan godkendes i sin nuværende form og kræver yderligere tilpasninger. Arbejdet med renden har samtidig været genstand for uenighed mellem bygherre og entreprenør, som har haft forskellige vurderinger af kvaliteten og datagrundlaget. Status lige nu er, at man arbejder på at få de første 650 meter klar.
Strenge miljøkrav
Ud over de tekniske forhold er arbejdet også underlagt en række miljøkrav fra tysk side.
Femern Bælt er et beskyttet havområde, og der er fastsat grænser for, hvor meget støj arbejdet må skabe under vand.
Fra 1. juni til 30. september gælder de mest restriktive vilkår. I den periode må kun en meget lille del af området være påvirket af kraftig støj, og det kan begrænse arbejdet betydeligt. Samtidig gælder der året rundt en grænse for, hvor stor en del af bæltet der må være påvirket.
Ifølge de oprindelige tidsplaner tager nedsænkningen af de 89 tunnelelementer mindst tre år. Derefter følger yderligere to års installation og test, før tunnelen kan åbne.
Arbejdet foregår dermed inden for et snævert vindue. Støjgrænserne betyder, at selv mindre overskridelser kan føre til stop, og vejret i Femern Bælt kan samtidig forhindre sænkningsoperationer i at blive gennemført som planlagt.