Femern-forbindelsen vil bringe Hamburg og København tættere sammen.
Men de nye muligheder bliver ikke nødvendigvis til vækst på Lolland-Falster og Sydsjælland, selv om området ligger midt på strækningen.
Skal området have mere ud af Femern-forbindelsen end gennemkørende trafik, kræver det en aktiv indsats, mener Thomas Becker, direktør i STRING, der samler byer og regioner langs korridoren fra Hamburg til Oslo.
Han ser en klar parallel mellem den kommende Femern-tunnel og tunnelen mellem England og Frankrig.
- Ser man på Dover og Calais, er ingen af de to blomstret voldsomt op, men er bare transportområder. Der er lavet analyser af, hvordan man undgår den situation, og konklusionen er, at når man bygger en forbindelse i den størrelsesorden, er man i blandingsøkonomier som de danske og tyske nødt til også at afsætte penge til at fremme væksten omkring den, siger han.
Marshallplan efterlyses
Hamburgs erhvervssenator har peget på, at den hurtigere forbindelse kan få nordtyskere til at vælge Københavns Lufthavn. Becker deler forventningen, men ser den som bare som ét eksempel på, hvordan den kortere afstand kan ændre mulighederne langs hele korridoren.
Lolland-Falster og Sydsjælland får lettere adgang til det store marked mod syd, og ifølge Becker kræver det en målrettet indsats, hvis virksomheder og lokalsamfund skal have udbytte af den nye placering.
Ellers er risikoen, at man bliver et området, hvor væksten køre lige forbi
- Vi har foreslået en slags Marshallplan for Lolland-Falster og Slesvig-Holsten – altså en samlet udviklingsplan for, hvordan vi bedst kapitaliserer på de muligheder den nye forbindelse skaber. Der er nødt til at være en plan for, hvad områderne skal bruges til, siger han.
Det ansvar ligger efter hans opfattelse hos de to landes regeringer. Han mener, at Danmark og Tyskland burde have arbejdet langt mere systematisk sammen om at skabe vækst omkring forbindelsen.
- Hverken den danske eller den tyske stat har været årvågne nok. Området både nord og syd for Femern har i forvejen problemer med væksten, og forbindelsen bør være en anledning til at gøre noget ved det. Men arbejdet hænger simpelthen i bremsen, siger han.
Selvom han medgiver, at der er mange forskellige projekter i gang og i støbeskeen langs den kommende Femern-korridor, men ingen samlet plan. For Thomas Becker er det afgørende, at tunnelens værdi også kan mærkes i de områder, den forbinder.
- Det er en ansvarlig erhvervsministers opgave at sørge for, at forbindelsen bærer frugt, så metropolerne ikke løber med al væksten. Ambitionerne bør være større end blot, at selve forbindelsen økonomisk går i nul. Hvis den ikke skaber vækst, hvad bygger vi den så for?