Shipping-, transport- og logistikvirksomheden Blue Water Shipping har siden november 2022 haft kontrakt på at varetage havneadministrationen i den store arbejdshavn i Rødbyhavn.
Det er en opgave, som vokser i omfang i takt med, at der bliver mere og mere travlt i arbejdshavnen.
Skal være otte til sommer
Derfor er Blue Water lige nu i gang med at rekruttere nye medarbejdere til havneadministrationen i arbejdshavnen.
– Onsdag begynder vores fjerde ansatte. Til sommer forventer jeg, at vi skal være cirka otte ansatte, da vi skal bemande kontoret 24/7, siger Troels Nyerup, Harbour Manager, Blue Water Shipping.
I arbejdshavnen bliver de mange materialer som sand, grus, sten og stål sejlet ind. Når tunnelelementerne er færdigproducerede, skal de ved hjælp af slæbebåde trækkes ud af havnen, så de kan sænkes på plads i Femern Bælt.
”Vi koordinerer hele tiden”
– Der vil man lukke havnen af, og der kan sagtens være fire skibe på vej hertil, hvor vi er nødt til at sige, at I er nødt til at tage det stille og roligt, for havnen er lukket de næste 12 timer. Men det er det, vi laver, vi koordinerer hele tiden, og jeg glæder mig til, at vi skal i gang 24/7, og at der kommer en helt anden puls herude, siger Troels Nyerup.
Søger lokale havneassistenter
Blue Water søger blandt andet havneassistenter til havneservice, som skal være med til blandt andet at monitorere og registrere skibsanløb i havnen, disponere kajpladser, bistå besætningen på anløbne skibe og vedligeholde havnen.
– Det vil være nyansættelser fra primært lokalområdet. Det vil være en fordel, hvis man har kendskab til den maritime verden, men det er ikke afgørende. Det vigtigste er at have den rette indstilling og viljen til at ville lære, siger Troels Nyerup.