Femernbælt er et af de mest trafikerede farvande i Europa. Omkring 40.000 skibe passerer årligt syd om Lolland og nord om Femern på vejen fra Østersøen, før turen fortsætter op gennem de danske bælter. Samtidig pendulerer Scandlines’ Fugleflugtslinje mellem Rødby og Puttgarden cirka 35.000 gange på et år.
Koordinering og samarbejde
Når man så samtidig på samme sted er i færd med den sidste del af udgravningen til verdens længste sænketunnel, så er der ikke meget, der skal gå galt, før ulykken er ude. Derfor er koordinering og samarbejde i højsædet mellem Femern A/S, entreprenørkonsortierne og Scandlines.
– Alle bevægelser ind og ud af Rødbyhavn meldes til vores tårn, så vi ikke kommer i vejen for hinanden, fortæller Michael Guldmann Petersen, der er driftschef for Scandlines, over en kop færgekaffe mellem Rødby og Puttgarden.
Mødes nu kun hver tredje uge
I begyndelsen var der koordinationsmøder mellem tunnel- og færgefolket en gang om ugen, men det er nu nede på hver tredje uge. Og de møder er i realiteten mest høfligheds- og kaffevisitter, fordi samarbejdet på vandet fungerer uden gnidninger:
– Det er jo et spørgsmål om at overholde de internationale søfartsregler og helt regulært, godt sømandskab, og de (Femern Belt Contractors, der står for udgravningsarbejdet til søs, red.) er meget professionelle – og det er vi også, siger Michael Guldmann Petersen.
Stor søslange pumper havbund
Oppe fra kommandobroen på Scandlines’ hybridfærge Prinsesse Benedikte kan FemernReport ved selvsyn konstatere, at tunnelarbejdet og færgeruten er virkeligt nære naboer. Kaptajn Michael Skeller Andersen peger ud på, hvad der ligner en meget stor, mørk søslange, der flyder rundt i overfladen et par kilometer ud for Rødbyhavn:
– Det er den slange, de pumper sand fra havbunden ind til land igennem. De kan jo ikke sejle helt op til kysten og læsse af, forklarer kaptajnen.
Arbejdsområder programmeret ind
Alle arbejdsområder er programmeret ind i færgens navigationssystemer. Samtidig er det aftalt, at arbejdsfartøjerne fra tunnelbyggeriet aldrig krydser ind over færgernes sejlrute. På den måde undgår man, at der opstår farlige situationer:
– Vi har faktisk også lagt sejlruten en lille smule om, så vi ikke kommer for tæt på. Det gør turen en lille smule længere, men det kompenserer vi for ved at sejle lidt hurtigere, fortæller driftschef Michael Guldmann Petersen.