En fælles dansk-svensk udredning af infrastrukturen og kapaciteten over Øresund, herunder behovet for en ny forbindelse, er under intensiv behandling i Greater Copenhagen. Det siger Greater Copenhagens direktør, Jan Juul Christensen, i en videokommentar.
Medlemmer af Sveriges Riksdags trafikudvalg og Folketingets transportudvalg mødtes over to intensive dage i København. Her havde de møder med Greater Copenhagen, den svenske ambassade i Danmark, Øresundsbron, Trafikverket og Københavns Lufthavn – og selvfølgelig lejlighed til at tale med hinanden.
Skal koordinere bedre
Rasmus Prehn (S), formand for Transportudvalget, og Ulrika Heie (C), formand for Trafikudvalget, siger til Greater Copenhagen, at de to lande skal blive bedre til at koordinere omkring infrastruktur.
– 25 år frem får vi brug for nye muligheder for forbindelser over sundet, og derfor skal vi begynde nu, siger Ulrika Heie og fortsætter:
– Jeg håber, at man i det mindste afdækker, hvilke forudsætninger vi skal se på. Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at vi gør det, og vi skal begynde i morgen. Hvis i morgen er i løbet af 2025, så tror jeg, at vi vil se skridt fra både svensk og dansk side til, hvordan vi skal komme tættere sammen og udvikle vores lande sammen, siger Ulrika Heie.
Vil starte samtaler
Det bakkes op af Rasmus Prehn (S), der er formand for Folketingets transportudvalg:
– Vi har været enige om, fra dansk side, at vi gerne med det danske transportudvalg, det svenske trafikudvalg og vores ministerier kan starte en samtale om, hvordan vi kan undersøge og få mest mulig viden, så vi er bedst muligt forberedte med hensyn til en eventuel ny forbindelse, siger Rasmus Prehn.
– De argumenter, vi har talt om i dag, har gjort stort indtryk på os danskere. Så vi tager det med videre, og jeg kan meget vel se, i lyset af de nye udfordringer, vi står over for, at tiden er ved at være inde til at tale om, hvad kapaciteten er, og hvad næste etape er, siger Rasmus Prehn.