Region Hovedstaden tilslutter sig koret af aktører, der ønsker sig en ekstra Øresundsforbindelse. Som tidligere beskrevet her i FemernReport er der fra svensk side et udtalt ønske om, at den nuværende faste forbindelse over Øresund skal have et supplement, fordi det forventes at især trafikken med godstog ventes at stige betragteligt, når Femerntunnelen efter planen åbnes i 2029. Det vil gøre forbindelsen over Øresund til en flaskehals for godstrafikken fra Nord- til Sydeuropa gennem den såkaldte TEN-T korridor.
Et sikkerhedspolitisk spørgsmål
Samtidig har Ruslands invasion af Ukraine gjort Øresundsforbindelsen til et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Efter Sveriges medlemskab af NATO forudser det svenske forsvar at behov for tunge militærtransporter fra Sverige til kontinentet. Derudover argumenterer Sverige også for, at landet bliver for sårbart i forhold til kritiske forsyninger udefra, hvis der kun er en enkelt forbindelse, der kan risikere at blive sat ud af spillet i kortere eller længere tid.
Rapport fra Trafikverket i juli
Det svenske Trafikverket barsler til juli med en rapport om rendundans over Øresund. Opdraget til Trafikverket er at kigge på tre mulige løsninger: En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, en udvidelse af Københavns metro med en linje til Malmø og en sænketunnel med Landskrona og København.
Region hovedstaden foretrækker HH
”Region Hovedstaden har tilsluttet sig Greater Copenhagens trafikcharter og bakker fortsat op om de beslutninger, der er nedfældet heri. I trafikcharteret er det et mål at få etableret yderligere forbindelser over Øresund, da der på sigt forventes kapacitetsproblemer på Øresundsbroen, og fordi det i stigende grad vurderes for sårbart med kun en forbindelse. HH (Helsingør-Helsingborg, red.) har første prioritet, mens Øresundsmetroen bør bygges som led i udbygningen af Københavns metrosystem,” oplyser Region Hovedstaden i et skriftligt svar til FemernReport.
Den sidste forbindelse, der er kommet til, Europasporets forslag om en sænketunnel fra Landskrona til København, har man ikke taget politisk stilling til i Region Hovedstaden. Det ligner dermed en kurv til den løsning.