Region Sjælland har indkasseret noget af en næse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Regionens Råstofplan 2020 er lige blevet annulleret – delvis på baggrund af to klager.
Råstofplan skulle forlænges
I starten af juni besluttede Region Sjælland, at regionens Råstofplan 2020 kunne forlænges til at gælde frem til 2024. Det skulle blandt andet give planens indsatser for en mere bæredygtig råstofforsyning tid til at slå igennem, mens man blev færdig med udvindingen fra de eksisterende grusgrave. Regionernes råstofplaner skal ellers fornyes eller revideres hvert fjerde år. Region Sjællands Råstofplan 2020 er fra 2018, og var dermed tjenlig til revision.
Region Sjælland overrasket og ærgerlig
Region Sjælland tager nævnets afgørelse til efterretning og vil implementere den fremover i forbindelse med råstofplaner og tilladelser til at grave råstoffer.
– Vi er overraskede over nævnets beslutning, som vi dog tager til efterretning. Vi er også ærgerlige over, at regionen planmæssigt ikke må rammesætte gode trafikforhold i graveområder. Det mener vi har virket. Samtidig må vi erkende, at vi ikke været grundige nok i vores undersøgelser fra 2016 af to graveområder i Kalundborg i forhold til Natura 2000 og EU’s habitatdirektiv. Det vil vi selvfølgelig sikre ikke sker fremover, siger Pia Buch-Madsen, funktionschef for Råstofområdet i Region Sjælland, i en pressemeddelelse.
Ude af proportioner
– Vi mener dog, at afgørelsen, om at afvise hele råstofplanen på baggrund af to klager, er ude af proportioner, slutter hun.
Ifølge Miljø-og Fødevareklagenævnet er det ikke et sagligt hensyn, at Region Sjælland i sine gravetilladelser har betinget sig, at der først kan gives gravetilladelse, når vejforholdene til og fra grusgravene er i orden. Det ærgrer formanden for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland, Bruno Jerup:
Ville ikke genere naboer
– En af vores væsentligste ambitioner med Råstofplan 2020 var både at sikre en bæredygtig råstofindvinding, samtidig med at der blev taget mere og større hensyn til de borgere, der berøres af råstofindvinding. Derfor har vi blandt andet gerne ville sikre os, at adgangsforholdene til og fra grusgravene var i orden og til mindst mulig gene for naboerne. Det synes jeg faktisk ikke er et urimelig krav at stille, siger Bruno Jerup.
Skal finde næste skridt
Regionen Sjællands udvalg og politikere skal nu finde ud af, hvad næste skridt er. Der skal også blive indledes en dialog med Miljø- og Fødevareklagenævnet for at afklare årsagerne til annulleringen og diskutere mulighederne for at afhjælpe situationen.
– Jeg håber på, at vi gennem en konstruktiv dialog med Miljø- og Fødevareklagenævnet kan finde en løsning, hvor vi kan fortsætte med Råstofplan 2020 tilrettet med nævnets afgørelse, siger Pia Buch-Madsen.
Råstofplan 2016 gælder
Fra og med den 23. juni udgør Råstofplan 2016 plangrundlaget for al råstofindvinding i Region Sjælland. Gravetilladelser meddelt inden den 23. juni 2023 med hjemmel i Råstofplan 2020 er fortsat gældende.
Ansøgninger om gravetilladelse modtaget inden den 23. juni 2023, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen, skal genbehandles på grundlag af Råstofplan 2016.