Energinet, der står for det danske elektricitets- og gasnet, har indgået en femårig rammeaftale med OJ Rådgivende Ingeniører. Aftalen omfatter teknisk rådgivning, fagtilsyn og byggeledelse i forbindelse med gennemførelse af bygge- og anlægsopgaver på Energinets anlæg. Det skriver OJ Rådgivende Ingeniører i et opslag på Facebook.
Tre transformerstationer på Lolland
Rammeaftalen betyder, at det Horsens-baserede rådgivende Ingeniørfirma får ansvaret for de tre transformerstationer, der skal sikre elforsyningen til Femerntunnelens egen transformerstation ved Femerntunnelen. Der skal etableres i alt cirka 30 kilometer 132 kV-kabel fra Nakskov til transformerstationen i Rødbyhavn. Undervejs skal strømmen passere tre transformerstationer i henholdsvis Gloslunde, Rødby og Rødbyhavn, og det er de tre transformerstationer, der er en del af rammeaftalen mellem OJ Rådgivende Ingeniører og Energinet.
En blåstempling
– Vi er meget glade for at indgå i de forskellige rammeaftaler på tværs af landet, og vi ser det også som et kvalitetsstempel af vores tilgang til projekterne og af vores arbejde og rådgivning. Derudover ser vi det som en blåstempling af, at vi som virksomhed kan leve op til de høje krav, der normalvis stilles i de offentlige udbudskonkurrencer, udtaler salgschef Morten Prinds fra OJ Rådgivende Ingeniører.
Dybere samarbejde end normalt
I Facebook-opslaget kalder OJ Rådgivende Ingeniører rammeaftaler for en spændende og givende samarbejdsform:
– Ved rammeaftaler får vi blandt andet opbygget et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores samarbejdspartnere, og vi kan derved i mange tilfælde indgå i et dybere samarbejde end normalt og agere som kundens faste rådgiver, der kommer tidligt ind i projekterne, og som derfor kan bidrage med rådgivning fra første idé til projektering, udførelse og ibrugtagning af færdigt bæredygtigt projekt, skriver OJ Rådgivende Ingeniører i opslaget.
Det er Spanske Elecnor, der skal stå for opførelsen af den transformerstation, der skal forsyne tunnelens tekniske anlæg og kørestrømsledningerne i tunnelen med op imod 100.000 mWh om året.