På et byrådsmøde i 2018 lovede havnechef Jørgen Buhl lovede kommunalbestyrelsen i Lolland Kommune, at arbejdet med at udrette og uddybe sejlrenden gennem Nakskov Fjord kunne være fuldført i 2020. Sådan kom det ikke helt til at gå. Men nu – efter seks års ventetid – kan arbejdet i det mindste komme i gang.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist den klage, der var indgivet af Borgergruppen imod klapning, over den tilladelse til at klappe sediment i Langelandsbæltet, Miljøstyrelsen gav Nakskov Havn tilbage i april. Det betyder, at projektet nu endelig kan realiseres.
Rigtig, rigtig glad havnechef
– Jeg er rigtig, rigtig glad. Og jeg kan især glæde mig over, at der ikke er en finger at sætte på vores forberedende arbejde. Vores konsulenter har været virkelig dygtige. Den her proces har jo været meget anderledes, og andre sager blev tilsyneladende prioriteret over vores. Men det er myndighederne, der kan lære noget af denne sag og ikke os, siger Jørgen Buhl.
Det ventes at tage to år, før sejlrendeprojektet er afsluttet. Oprindeligt var det vurderet til at koste omkring 40 millioner kroner, men i løbet af de seks år, der er gået med sagsbehandling, er tinge blevet en del dyrere. Prisen ender i dag snarere omkring 80 millioner. Men det er for tidligt at sige noget præcist om, fortæller Jørgen Buhl:
– Det jeg kan sige, det er, at vi har brugt tre millioner kroner på forundersøgelser, siger havnechefen.
Skal i udbud
Nu skal opgaven sendes i udbud. I realiteten er der kun meget få specialistvirksomheder, der kan byde på projektet, der kræver både specialbyggede gravemaskiner og specialviden. Nakskov havn lavede også udbudsmateriale, da projektet oprindeligt blev sat i gang i 2018. Det er imidlertid blevet forældet i mellemtiden, så nu skal der laves nyt. Hvis arbejdet skal nå at komme i gang i år, så skal udbudsprocessen gå hurtigt herfra.