Behovene for materialer, serviceydelser og arbejdskraft er både store og mangeartede på Femern-projektet, og på de medfølgende opgaver og kontrakter ligeså.
Men der kan også være stor forskel på virksomhedernes engagement og tilgang til at bringe sig selv i spil til opgaverne. Nogle virksomheder har for eksempel valgt at satse på en lokal tilstedeværelse i Rødbyhavn, mens andre vælger at klare forretningen fra deres eksisterende domicil.
Vær i nærheden
I erhvervsnetværket FB Suppliers er erfaringen dog, at det er en klar fordel at være fysisk til stede i Rødbyhavn i umiddelbar nærhed af byggepladsen, hvad enten det er en butiksfilial eller kontorpladser.
– Vi hører fra vores medlemsvirksomheder, som har butiksfilialer i Rødbyhavn, at konsortier og leverandører kommer forbi og køber værktøj og materialer, de har brug for akut. Har man en filial i Rødbyhavn, skal de ikke køre å langt, og det er ofte de akutte ting, man som virksomhed tjener penge på, fortæller Henriette Fjord Klement.
Hun er Contract Manager i FB Suppliers, som hjælper konsortierne med at finde leverandører og bringe lokale virksomheder i spil til at byde ind på opgaverne.
Kort reaktionstid
Også ved at have kontorplads i Rødbyhavn har man nemmere adgang til at komme i spil til opgaver.
– Virksomheder får også opgaver, hvis de har brugt tid på at køre lidt rundt at kigge eller har snakket med nogle folk, eller hele tiden har kunnet komme, hvis der blev ringet til dem. Når man sidder i Maribo, kan man måske sagtens komme derned, men det giver noget andet, når du kan sige, jeg er der om otte minutter. Så vi oplever helt klart, at det er en fordel at være til stede ved sitet, fortæller Henriette Fjord Klement.
Det er dog heller ikke sådan, at man er diskvalificeret fra at komme i spil til kontrakter, bare fordi man ikke har en fysisk placering i Rødbyhavn.
– Er det en større opgave, hvor tingene skal i udbud, så gør det ikke den store forskel, om man er i Rødbyhavn, Maribo eller Nakskov, vurderer Henriette Fjord Klement.
Vær aktiv
Alligevel er opfordringen altså fra FB Suppliers, at virksomheder har en lokal tilstedeværelse i Rødbyhavn.
– Det er også derfor, vi prøver at få besat vores flyverpladser. Vi har kun to af ni tilbage, og Adapteo har også gang i deres kontorhotel, så det viser, at folk er begyndt at tage opfordringen til sig, siger Henriette Fjord Klement.
I det hele taget opfordrer FB Suppliers virksomhederne til at være aktive og søge netværk, hvis man vil i spil til opgaver.
– Vi arbejder benhårdt på, at folk møder op til vores aktiviteter og er aktive. Vi har virksomhedsbesøg og åbent kontor hver torsdag. Men en ting er de direkte leads, jeg kan give til sitet i alle henseender, noget andet er, at dem, som går ude på sitet i forvejen, også har en masse kendskab og kontakter. Derfor er det vigtigt at skabe relationer virksomhederne imellem, siger Henriette Fjord Klement.