Der var på forhånd lagt op til, at prisen ville være afgørende for, hvem der ville få kontrakten på den tekniske indmad til Femernbælt-tunnellen – den såkaldte TEM-kontrakt. Og med et tilbud, der var en halv milliard billigere end det fra den nærmeste konkurrent, var valget let for Femern A/S. Kontrakten til en værdi af lige knap 3,9 milliarder danske kroner gik til det spanske konsortium SICE-Cobra:
– På grund af et meget godt forhandlingstilbud fra SICE-Cobra besluttede Femern A/S at gå direkte til en tildeling af kontrakten, skrev Femern A/S, da kontakten blev tildelt SICE-Cobra tilbage i marts 2022.
Næsten 900 millioner mellem billigste og dyreste tilbud
Præcis hvor godt tilbuddet var står klart, hvis man læser de indkomne tilbud fra de tre prækvalificerede bydere, som FemernReport har fået indsigt i. De tre tilbud spændte over en prisforskel på næsten 900 millioner kroner fra det billigste til det dyreste tilbud.
Vindertilbuddet fra SICE-Cobra lød på 3.888.435.125 kroner. Det næstbilligste tilbud kom fra BraVeCo-konsortiet bestående af svenske Bravida, ligeledes svenske Eitech Electro og franske Vinci Energies International & Systems. Deres tilbud lød på 4.401.680.103 kroner. Dyreste tilbud stod det østrigske konsortium Femern Technical Contractors for. På nederste linje i deres tilbud stod beløbet 4.783.324.883 kroner.
Først pris, siden kvalitet
Af udbudsmaterialet fra Femern A/S fremgår det, at pris vægtes med 70 procent, mens de sidste 30 procent udgøres af kvalitetspoint tildelt efter hhv. eksekvering og logistik, nøglepersoner og organisation og endelig teknologi. Tilbuddet fra SICE-Cobra scorede fire point ud af fem på alle tre kriterier og endte således på 12 ud af 15 mulige. Topscoreren på kvalitetspoint var BraVeCo-tilbuddet, der landede på 13,5 ud af 15 mulige point. Det dyreste tilbud udmærker sig ved også at få færrest kvalitetspoint, nemlig samlet 8,5 point.