Dansk Industri foretager for første gang siden 2020 ændringer i direktionen. 46-årige Emil Fannikke Kiær, som i snart fire år har været politisk direktør i DI, bliver ny erhvervs- og medlemsdirektør. Samtidig overtages stillingen som politisk direktør af nuværende kommunikations- og public affairs-direktør, 49-årige Morten Høyer. Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.
– Danmark og dansk erhvervsliv skal forholde sig til nye alvorlige udfordringer såvel som nye muligheder. Derfor er det mere vigtigt end nogensinde, at DI’s ledelse både består af det skarpeste hold, og at direktionsmedlemmerne har de mest tidssvarende roller, siger adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen.
Skal tættere på erhvervslivet
Emil Fannikke Kiær får som ny erhvervs- og medlemsdirektør blandt andet ansvar for DI’s 11 branchefællesskaber, 27 regioner og regionalforeninger samt 104 medlemsforeninger. Dertil kommer ansvar for DI’s brancheudvikling og akkvisition.
– Danske virksomheder står stærkt, men for at kunne løfte og udbygge vores fælles styrkepositioner yderligere i historisk usikre tider, skal DI endnu tættere på erhvervslivet, og erhvervslivet skal tilsvarende tættere på DI, siger Emil Fannikke Kiær.
Enormt politisk ansvar
Morten Høyer får som ny politisk direktør overordnet direktionsansvar for Dansk Industris politiske linje og politikudvikling, herunder ansvar for de tværgående politiske enheder, analyser samt samfundsøkonomiske modeller og planer.
– Med DI’s position som Danmarks største erhvervsorganisation følger et enormt politisk ansvar for både erhvervslivet og samfundet. Et ansvar, der i sin essens handler om at fremtidssikre indtjeningsmotoren under hele vores velfærdssamfund og styrke beslutningstagernes samarbejde med det verdensklasseerhvervsliv, som blandt andet skaber en reel grøn omstilling i virkelighedens verden, siger Morten Høyer.
Tiltræder med det samme
Morten Høyer og Emil Fannikke Kiær tiltræder de nye ansvarsområder i dag 15. april 2024. DI forventer inden for nogle dage at kunne præsentere en ny public affairs- og kommunikationsdirektør.
Emil Fannikke Kiær afløser Anders Søndergaard Larsen, som efter eget ønske har valgt at fratræde stillingen som medlemsdirektør for at tiltræde en ny fremtidig rolle i DI.