Politisk Femern-veteran: Har ventet i 50 år

Venstre-veteranen Svend Erik Hovmand har i 50 år arbejdet i kulissen for en Femernforbindelse.
Venstre-veteranen Svend Erik Hovmand har i 50 år arbejdet i kulissen for en Femernforbindelse. Foto: Bernt Hertz Jensen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han holdt sig lidt i baggrunden, da Kong Frederik X mandag officielt indviede det første af de 89 tunnelelementer. Og dér har han altid været i forhold til Femern-projektet: Lidt i baggrunden. Men Svend Erik Hovmand har faktisk haft mere end én afgørende finger med i spillet for, at den faste forbindelse mellem Lolland og Femern nu etableres. Og det var en tydelig berørt politisk veteran, der mandag for første gang kunne gå en tur i et Femerntunnelens færdigstøbte elementer:

– Det var rigtig stort. Jeg har jo fulgt det i i hvert fald 50 år. Da jeg blev valgt til Folketinget i 1975, da var det på valgplakaten. Jyderne var imod Farøbroen, men Ralph Lysholt Hansen (MF. Socialdemokratiet 1959 – 1979, valgt i Maribo/Storstrøms amtskreds red.) tog hinanden i hånden, og så sagde Lysholt ”Du tager højre side i Folketinget, så tager jeg venstre. Side, fordi vi skal have jyderne med.”, fortæller Svend Erik Hovmand.

”Gedesti” skulle blive motorvej
På det tidspunkt manglede der nogle få stemmer i Folketinget for at få vedtaget den sønderjyske motorvej, og dem leverede det nyvalgte folketingsmedlem for Venstre fra Sakskøbing på Lolland:

– Jeg gik på talerstolen og holdt en stor tale for den sønderjyske motorvej. ”Nu er tiden kommet, hvor den der gedesti skal erstattes af en ordentlig motorvej.”, husker Svend Erik Hovmand.

Missionen lykkedes, og den sønderjyske motorvej blev vedtaget med et spinkelt flertal. Så gik der et par måneder, og så skulle lovforslaget om Farøbroen tredjebehandles i Folketinget. Det blev også vedtaget med et spinkelt flertal – herunder et mindre antal sønderjyske folketingsmedlemmer, der nu synes, at det var en god idé. Den ene tjeneste er den anden værd; ikke mindst i politik.

Virkelig en stor dag
Lige siden har Svend Erik Hovmand arbejdet for at forlænge strækningen hen over Lolland-Falster med en fast forbindelse mellem Lolland og Femern. Det tog sin tid, men mandag kunne han ved selvsyn konstatere, at også det projekt endte lykkeligt:

– Jeg må sige, at det er altså en stor dag for os, der har været med, og det er det også for landsdelen og for erhvervslivet. Men det er også stort mentalt og kulturelt, for pludselig opdager man, at der er altså kun ti minutter til den anden side. Det tror jeg vil udvikle sig, ligesom i Øresundsregionen. Både erhverv, uddannelse og sport – alt muligt. Jo, det er virkelig en stor dag, fortæller Svend Erik Hovmand.

Optaget af Femernprojektet
Trods det store trafikpolitiske engagement nåede Svend Erik Hovmand, der i dag er 78 år gammel, aldrig at blive trafik- eller transportminister. Til gengæld har han været både energiminister, boligminister og skatteminister i forskellige regeringer.

Du har jo en alder, hvor det godt kan være relevant at tale om eftermæle. Hvor meget fylder det her?

– Jeg har i hvert fald været glad for at være med. Det fylder meget. Jeg har jo prøvet mange ting som minister. Men jeg har hele tiden været optaget af Femernprojektet, fordi det betyder utrolig meget for udviklingen i vores del af landet. Så selvom jeg aldrig har været trafikminister, så har jeg virkelig arbejdet med det, fortæller Venstre-veteranen.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode