Analyse: Hvordan udvælger man de fem industriparker?

Regeringen vil udpege fem steder i Danmark, hvor industrien får bedre vilkår. Det lyder enkelt. Men bag de fem industriparker gemmer sig et kursskifte i dansk erhvervspolitik. For første gang i nyere tid vil staten aktivt være med til at forme den fysiske placering af fremtidens produktion.

Initiativet, der har fået navnet 'Rød Løber', handler om at tiltrække grønne, energitunge og teknologisk avancerede virksomheder til Danmark. Det skal ske med hurtigere myndighedsbehandling, én samlet kontaktflade og adgang til grøn energi, logistik og plads. Men det handler også om noget mere: Hvor i Danmark skal væksten ligge?

31 kommuner har meldt sig med 29 bud. Fem skal vælges. Og det bliver ikke en teknokratisk sortering. Det bliver en afvejning af geografi, erhvervshistorie, udviklingspotentiale – og ikke mindst politik. To ministerier er involveret: Erhvervsministeriet og Ministeriet for Landdistrikter og Byudvikling. Det signalerer, at beslutningen ikke kun handler om investeringer og eksport – men også om bosætning, balance og adgang til arbejdspladser i hele landet.

Valget af de fem industriparker bliver en slags indre erhvervspolitisk motorvej: De kommuner, der kommer med, vil stå med bedre kort, når investorer, embedsmænd og store virksomheder vælger lokation. Det gælder især for de kommuner, der i forvejen ligger i skyggen af de store vækstcentre.

Det er ikke kun en konkurrence mellem 31 navne på et kort. Det er en beslutning, der vil forme det industrielle Danmark i de næste 10, 20 og måske 30 år.

Derfor rejser udpegningen ét centralt spørgsmål: Hvordan vælger man – når der kun er fem pladser, og næsten alle mener, de har en god sag?

Nogle vil argumentere for geografisk spredning. Andre vil pege på effekten af at løfte udkantsområder. Andre igen ser det som en mulighed for at satse på de områder, hvor der allerede er tryk på kedlerne. Og midt i det hele står regeringen – med tre partier og et kommunalvalg i horisonten.

Her er tre modeller for, hvordan udvælgelsen kan gribes an – og det fjerde element, der kan trumfe dem alle.

Model 1: En park til hver region – den konservative balancemodel

I denne model handler det først og fremmest om at fordele – ikke nødvendigvis om at finde de fem mest ambitiøse bud. Logikken er geografisk: Staten vælger én industripark i hver landsdel, og dermed skabes regional balance.

Region Hovedstaden og Region Sjællands sammenlægning er planlagt. Og bliver lagt sammen og får to pladser. Så er der en plads til Region Syd, Midt og Nord.

Denne model tilgodeser både sammenhæng og symbolik: Hele landet er med, og ingen landsdel bliver overset. Det gør modellen politisk spiselig – og brugbar som kompromis.

Kalundborg kunne være det stærke bud i Østdanmark. Novo Nordisk, Ørsted, Asnæsværket og en lang industriel tradition skaber troværdighed. Samtidig fremstår området som et af de få steder i Danmark, hvor grøn strøm, fjernvarme og forsyning allerede er på plads i industriel skala.

Nordjylland kan være sværere at besætte – men Aalborgs bud omkring Nordjyllandsværket er både konkret og grøn. Her er adgang til fjernvarme, havn, Power-to-X og internationale virksomheder, som allerede har vist interesse.

Fordelen ved modellen er, at den giver hele landet noget. Ulempen er, at den ikke nødvendigvis belønner det bedste – men det rigtige sted.

Model 2: Vandkantslogikken – så langt væk fra universiteterne som muligt

Hvorfor lægge en industripark tæt på en storby, der i forvejen er velforsynet med infrastruktur, forskning og erhverv? Det spørgsmål ligger implicit i den model, som vi her kalder for en "vandkantsmodel".

Logikken er enkel: Hvis man vil styrke produktionsdanmark, skal man gøre det dér, hvor afstanden til væksten er størst. Ikke dér, hvor man allerede har det meste.

Her bliver det afgørende, om et område kan forandre sin position, ikke om det allerede er stærkt. Det skaber en fordel for udkantskommuner med stor ledig kapacitet, lave grundpriser og lokalpolitisk opbakning.

Rødbyhavn på Lolland er et godt eksempel. Der er allerede brugt 55 milliarder kroner på infrastruktur i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen. Havnen ligger klar. Der er internationale forbindelser, og der er politisk vilje. Hvis staten vil sende et signal om at ville Danmark hele vejen rundt – så ligger det tættere på her end mange andre steder.

Også Tønder, Brønderslev og Vesthimmerland profilerer sig inden for denne logik – ofte med lavt støjniveau, grøn energi og afstand til akademiske institutioner.

Men modellen har også sin egen risiko: Hvis man vælger udelukkende efter afstand til storbyen, kan man ende med parker, hvor de største aktører ikke tør rykke ind. Det kan give problemer på længere sigt.

Model 3: Effekt og tempo – hvor kan noget ske hurtigt og stort?

Den tredje model er ikke geografisk eller politisk – den er teknokratisk. Her ser man på, hvor staten hurtigst og mest effektivt kan skabe grøn industrivækst med lav risiko.

Modellen fokuserer på fire ting:

1. Er området byggemodnet og klar?

2. Er der tilgængelig energi og forsyning?

3. Er der virksomheder, der allerede står klar til at rykke ind?

4. Er der lokale kræfter, der har prøvet det før?

Kommuner som Fredericia (Taulov), Odense (Lindø), Aalborg og Skive (GreenLab) har tydelige styrker i denne model. Deres områder er udbygget, testet og efterspurgte. Det handler ikke om at tiltrække – det handler om at skaffe plads.

Flere midtjyske kommuner har udtrykt frustration over, at der kun skal udpeges fem industriparker. Hvis staten i praksis vælger efter den tekniske model, kan der opstå pres for at udvide ordningen – hurtigt og uden store politiske slagsmål.

Det fjerde kort: Politik

Der er dog én model, som trumfer alle andre – og det er det kommunale og nationale landkort. Det er utænkeligt, at alle fem industriparker placeres i socialdemokratiske højborge – uanset hvor stærke ansøgningerne er.

Fire-fem af de mest synlige og offensive ansøgere ledes af socialdemokratiske borgmestre. Regeringen tæller dog også Venstre og Moderaterne, og det vil præge fordelingen. Kalundborg styres f.eks. af Venstre, og det kan spille ind i den samlede balance.

Derfor er det heller ikke usandsynligt, at en beslutning først kommer efter kommunalvalget i november. 

Konklusion: En politisk, teknisk og strategisk balanceøvelse

Udpegningen af de fem industriparker er ikke en teknisk prioritering alene. Den skal balancere land og by, effekt og symbol, etableret styrke og ny vækst.

Om man vælger efter geografi, udkant eller tempo – eller en kombination – bliver afgørende for, hvordan industriparkerne bliver opfattet: Som udvikling, som belønning, eller som investering.

Det bliver i alle tilfælde en beslutning med efterklang – og måske en forsmag på, hvad Danmark vil som industriland i 2030.