FOR ABONNENTER

Selskab bag kendt kirsebærvin har negativ egenkapital

Lollandsk producent af kirsebærvin har negativ egenkapital og gæld for mere end 23 mio. kr. Ledelsen peger på eksportafmatning.

Kirsebærhøst på Frederiksdal. Foto: Frederiksdal Kirsebærvin
Offentliggjort

Der er ikke mange penge i kirsebærvin. Frederiksdal Kirsebærvin A/S i Harpelunde kommer ud af 2025 med et underskud på 1,4 mio. kr., og ved årets udgang er egenkapitalen negativ med 7 mio. kr.

Samtidig står virksomheden med gældsforpligtelser for 23,4 mio. kr. Langt størstedelen er anden kortfristet gæld, hvor hovedaktionæren Harald Krabbe har et tilgodehavende på 19,7 mio. kr.

Han har afgivet en tilbagetrædelseserklæring for beløbet og samtidig afgivet en støtteerklæring. Det fremgår af selskabets nye årsrapport.

Harald Krabbe er også direktør og bestyrelsesmedlem. Frederiksdal Kirsebærvin udspringer af Frederiksdal Gods på Lolland, hvor produktionen og plantagerne ligger.

Virksomheden blev stiftet i 2010 af Harald Krabbe sammen med blandt andre kokken Jan Friis-Mikkelsen og journalisten Morten Brink Iwersen. Den begyndte som et partnerselskab, men blev i 2014 omdannet til aktieselskab. Samme år kom der nye investorer og en kapitalforhøjelse, men i dag er Harald Krabbe igen den klart største ejer.

Regnskabet viser samtidig, at den økonomiske situation fortsat er presset. Egenkapitalen var også negativ året før, dengang med 5,6 mio. kr., mens gældsforpligtelserne udgjorde 24,1 mio. kr.

Bruttofortjenesten falder fra 3,3 mio. kr. til 1,9 mio. kr. i 2025, mens personaleomkostningerne stiger fra 2,8 mio. kr. til 3,1 mio. kr. Selskabet havde i gennemsnit syv ansatte i både 2024 og 2025.

Mere fokus på Danmark og EU

Ledelsen forklarer underskuddet med en afmatning på eksportmarkederne.

I ledelsesberetningen skriver ledelsen, at 2025 blev brugt på at få en ændret strategi til at virke. Fokus var på konsolidering og en mere afbalanceret udvikling, samtidig med at produktionen i højere grad blev rettet mod både juice, sirup og vin.

Afmatningen på eksportmarkederne fik også Frederiksdal Kirsebærvin til at øge fokus på salget i Danmark og EU.

Ved udgangen af 2025 havde virksomheden et varelager på 10,7 mio. kr. Det var ned fra 12,8 mio. kr. året før. Likviditeten udgjorde 144.606 kr., mens gælden til pengeinstitutter var 2,5 mio. kr.

Varelageret består ifølge ledelsen af kirsebærvin i tanke, beholdere og på flaske. Lageret er indregnet til kostpris, men ledelsen skriver, at salgsprisen på vinen er noget højere. Ifølge ledelsen ville egenkapitalen være positiv, hvis vinen blev indregnet til en konservativt opgjort salgspris.

Vil nedbringe gælden

I 2026 er fokus at nedbringe lageret og fortsætte konsolideringen, så gældsbyrden kan blive reduceret.

Ledelsen skriver, at de negative resultater skal dækkes ind af positive resultater i de kommende år, og at regnskabet derfor er aflagt med fortsat drift for øje.

Frederiksdal Kirsebærvin forventer stigende omsætning og positiv indtjening i 2026. Ledelsen skriver også, at takterne er gode for 2026, og at likviditeten kan holdes inden for de tilførte rammer.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode