Vi kender alle Silocon Valley i Californien, Medicon Valley omkring Øresund. Nu arbejder den tyske delstat Schleswig-Holstein på at blive Net Zero Valley
Ambitionen er at gøre den nordtyske delstat til en modelregion for klimaneutral industri ved at samle energi, virksomheder, forskning, infrastruktur og erhvervsarealer i én samlet satsning. Det skal ske under EU’s Net-Zero Industry Act.
Arbejdet er stadig i gang, men interessen er betydelig. Ifølge den regionale erhvervsorganisation Energieküste er der indkommet næsten 300 bidrag til ansøgningsprocessen. Bidragene kommer fra blandt andet industri, forskningsmiljøer, uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervsfremmeaktører.
Der er endnu ikke offentliggjort en samlet liste over de konkrete projekter, men indsatsen retter sig blandt andet mod vindenergi, brint, energilagring, batteriteknologi og industriel omstilling.
Samler erhverv og myndigheder
Satsningen blev tidligere på året præsenteret på en indledende konference med deltagelse af både erhvervsliv, myndigheder og forskningsaktører.
Her deltog blandt andre delstatens energiminister Tobias Goldschmidt og økonomi- og trafikminister Claus Ruhe Madsen.
Tobias Goldschmidt pegede i den forbindelse på adgang til grøn strøm som en central styrkeposition for Schleswig-Holstein.
- Vi har grøn strøm, som industrien kan drage fordel af, lød det blandt andet fra energiministeren.
Claus Ruhe Madsen fremhævede, at initiativet skal gøre det lettere for virksomheder at etablere sig.
- Net Zero Valleys har netop dette formål: at gøre det lettere at etablere sådanne virksomheder gennem hurtig og koordineret udvikling af erhvervsarealer, sagde han.
Ansøgningsarbejdet fortsætter nu, hvor de mange indkomne idéer skal samles i en fælles struktur.