Energikoncernen Andel fusionerer datterselskaberne Andel Energi, Clever og Watts for at skabe Danmarks største energiselskab. Samtidig styrkes topledelsen med Casper Kirketerp-Møller som kommerciel direktør og Christina Nielsen som ny finansdirektør.
Fusionen lanceres sammen med halvårsregnskabet, hvor omsætningen steg 27 procent til 53,7 mia. kr. Driftsresultatet voksede 16 procent til 1,7 mia. kr., hjulpet af fremgang i Infrastruktur og Kundeløsninger, mens energiproduktionen blev presset af modvind på markedet for vedvarende energi.
Taber massivt på Ørsted-aktie
Resultatet før regulering af Ørsted-aktierne var 117 mio. kr., men et urealiseret kurstab på 1,1 mia. kr. på aktieposten i Ørsted trak bundlinjen ned til et underskud før skat på knap en milliard kroner.
Andel fastholder en forventning om et årsresultat før skat på omkring 200 mio. kr., men peger på, at vanskelige rammevilkår for ny vedvarende energiproduktion fortsat kan påvirke regnskabet negativt.
I første halvår investerede koncernen 2,3 mia. kr., heraf 1,6 mia. i elnettet på Sjælland, Lolland-Falster og øerne. For hele året ventes investeringerne at overstige 5 mia. kr.
CEO Jesper Hjulmand fremhæver, at fusionen skal samle kræfterne bag elektrificeringen af Danmark og understøtte den grønne omstilling, som er under pres.