Byggeriet af den nye Storstrømsbro blev i julie ramt af en alvorlig arbejdsulykke. En medarbejder blev klemt under en støbeplade på omkring halvanden ton og måtte med helikopter bringes til Rigshospitalet med alvorlige skader.
Ifølge Arbejdstilsynets rapport var tre medarbejdere i gang med at rejse en støbeplade ved brofæstet på Falster. Pladen hang i en kran, og under arbejdet skulle dens fastgørelse ændres. I den forbindelse gik en af de ansatte ind under pladen for at løsne en bolt. Det fik pladen til at tippe og falde ned, så han blev klemt mod betondækket.
Skaderne beskrives som meget alvorlige: brækket lårben, flere brækkede ribben, indre blødninger og en kollapset lunge. Ulykken fik straks Arbejdstilsynet til at rykke ud. Myndigheden konkluderede, at arbejdet ikke var planlagt eller udført forsvarligt og udstedte et strakspåbud.
Arbejdstilsynets indgreb på Storstrømsbroen
-
Ulykken i juli
En medarbejder blev klemt under en støbeplade på halvanden ton og kom alvorligt til skade.
-
Strakspåbud
Arbejdstilsynet kræver, at ingen ansatte arbejder under ophængte byrder, og at ændringer i anhugning planlægges sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Andre påbud :• Sikre adgangsveje på brodækket og på byggepladsen. • Maskiner må kun bruges med korrekt sikkerhedsudstyr • Fælles adgangsveje skal holdes ryddelige og uden snublefarer.
Familien blev hentet
Storstrøm Bridge Joint Venture, som står for byggeriet, bekræfter hændelsen. Områdedirektør for Nordeuropa i Itinera S.p.A., Barry Crouchman, siger, at sikkerheden altid er højeste prioritet, og at konsortiet har en nul-ulykkes-politik.
– Vores medarbejder gennem flere år er heldigvis ved at komme sig efter ulykken, og vi ønsker ham god bedring, siger Barry Crouchman.
Han fortæller samtidig, at SBJV sørgede for, at medarbejderens familie kunne komme fra Portugal til Danmark under hospitalsindlæggelsen.
Entreprenøren peger på, at ulykken er en undtagelse på en byggeplads, der generelt har lave ulykkestal. Det nationale gennemsnit for LTI, altså fravær på grund af arbejdsulykker pr. million arbejdstimer, ligger på 24,9. På Storstrømsbroen var tallet i 2024 11,2, og i første halvår af 2025 er det 7,8 – inklusive ulykken i juli.