Femern-byggeriet har fået et nyt konsortium – med en ny trebogstavsforkortelse. Den nye i klassen kommer til at hedde Femern Systems Contractors og gå under akronymet FSC. Konsortiet er en joint-venture mellem de to spanske selskaber Grupo Cobra og SICE. De fik tidligere på året tildelt den såkaldte TEM-kontrakt, der blandt andet indbefatter el-installationer, ventilation, telekommunikation og sikkerhedssystemer.
Skal have organisationen på plads
International Production Manager José Manuel Olivares Villafranca fra Grupo Cobra, der repræsenterer konsortiet, var en af talerne til Femern Business Conference i Rødby torsdag. Femern Report mødte ham til en kort snak om, hvad FSC har gjort sig af tanker om, hvordan opgaven skal løses:
– Vi skal først have vores organisation på plads. I løbet af et par måneder skal vi etableres i Danmark. Det bliver i første omgang med et kontor i København, og der skal vi have det administrative på plads. Vi skal have en HR-funktion, kommunikation og andre administrative funktioner. I alt bliver det cirka 30-40 folk, fortæller José Villafranca.
Base i Maribo
Når organisationen er etableret, er det planen at FSC skal have base på Lolland, sandsynligvis i Maribo, og så skal der hyres folk ind til at udføre arbejdet. Der bliver primært tale om elektrikere og VVSere, der kan forestå arbejdet med de tekniske installationer, og planen er, at i hvert fald halvdelen skal ansættes lokalt:
– Om to år fra i dag skal vi bruge omkring 300 mand i fire til fem år. Det skal helst være folk fra regionen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg tror, at grunden til, at der er forholdsvis mange udenlandske medarbejdere i de andre konsortier, er, at det har været svært at skaffe de rigtige folk med de rigtige kvalifikationer lokalt, siger José Villafranca.
Kartelsag i Spanien
Grupo Cobra, der udgør den ene halvdel af FSC-konsortiet, har tidligere været ude i en del modvind i forbindelse med en kartelsag i Spanien. Her pålagde konkurrencemyndigheden CNMC selskabet en tocifret millionbøde i Euro. Den sag er anket og ikke endeligt afgjort og har således ikke kunnet influere på Femern A/S’ behandling af konsortiets tilbud.
– Der er ikke afsagt dom i den sag, og de medarbejdere, der var involveret i den, arbejder ikke længere i selskabet, fortæller José Villafranca til Femern Report.