Copenhagen Capacity arbejder for at tiltrække internationale virksomheder og investeringer til Østdanmark og talenter til dansk erhvervsliv. Denne opgave udføres i tæt samarbejde og koordination med virksomheder, erhvervshuse, klynger og andre aktører i hele landet. Nu udvider Copenhagen Capacity så med en permanent medarbejder på Sydsjælland, der blandt andet skal skaffe flere investeringer til regionen. Det er blandt andet Femernprojektet, der giver ekstra travlhed.
Skaffer faglærte til byggeriet
– Vi er allerede en del af Femernprojektet, og vi har to medarbejdere i gang med at skaffe faglærte til byggeriet, fortæller Asbjørn Overgaard, der er direktør for Copenhagen Capacity.
Fra Øst- til Sydeuropa
Hvor kikkerten hidtil har været indstillet på Østeuropa i jagten på kvalificerede medarbejdere, så rettes fokus i stigende grad imod Sydeuropa. Især Italien og Spanien er interessante for arbejdspladshungrende danske virksomheder og projekter. I de lande er ungdomsarbejdsløsheden nemlig høj, og udsigten til at flytte nordpå er ekstra tillokkende.
– Vi kan tilbyde en anden livsstil og en højere løn, end de er vant til, siger Asbjørn Overgaard.
Skal tiltrække udenlandske investeringer
Udover rekruttering af faglærte er fonden Copenhagen Capacitys hovedopgave at trække udenlandske investeringer til Østdanmark. Og Storkøbenhavn er i den sammenhæng et meget vidt begreb. Hele Region Sjælland er nemlig en del af det ”Greater Copenhagen”, som fonden skal markedsføre.
Får base på Sydsjælland
Copenhagen Capacity søger lige nu er en medarbejder, der med base på Sydsjælland vil få til opgave at tage internationale investorer i hånden og hjælpe dem gennem hele processen, der skal føre til etablering i en af de sjællandske kommuner. Derfor søger man en medarbejder med stort kendskab til videns- og vækstmiljøerne i Region Sjælland, og som formår at skabe et tæt og fortroligt samarbejde med kommunerne.
Styrket samarbejde med lokale
Forventningen er, at dette vil bidrage til at styrke samarbejdet med de lokale erhvervs- og vidensmiljøer yderligere og gøre Copenhagen Capacity endnu bedre til at tiltrække udenlandske virksomheder til kommuner uden for hovedstadsområdet.
Logistik og grøn omstilling
– Jeg er meget glad for, at vi nu får en medarbejder på Sydsjælland. Det er et område, som har nogle stærke faglige miljøer inden for blandt andet logistikområdet og grøn omstilling, som vi glæder os til at samarbejde endnu tættere med. Det vil være en stor fordel i vores vigtige arbejde med at tiltrække internationale virksomheder til hele Østdanmark, at vi er repræsenteret lokalt på det sydlige Sjælland, udtaler Asbjørn Overgaard, der er direktør for Copenhagen Capacity.